Efter planen begynder produktionen i den nye fabrik i anden halvdel af 2012. Foto: Danish Crown
SOKOLOW PODLASKI: Den danske slagterikoncern Danish Crown bygger ny pålægsfabrik i den østlige del af Polen.
Danish Crowns polske datterselskab, Sokolow, samler alle sine aktiviteter inden for skiveskåret pålæg på en ny fabrik.
Det 13.700 kvadratmeter store byggeri bliver opført i forbindelse med selskabets eksisterende fabrik og hovedsæde i byen Sokolow Podlaski øst for Warszawa.
Danish Crowns konsulent i Polen, Tom Vedby Jørgensen, forklarer, at polakkernes indkøbsvaner ændrer sig.
Ændrede indkøbsvaner
Traditionelt har de polske forbrugere købt pålæg ved delikatesse-disken. Nu køber de i stigende graf færdigpakket, skiveskåret pålæg.
Samtidig vinder de store dagligvarekæder frem, og der er stigende krav om at levere til store centrallagre.
– Den udvikling er Sokolow helt på forkant med, takket være investeringen i det centrale sliceri, forklarer Tom Vedby Jørgensen i en pressemeddelelse fra Danish Crown.
200 medarbejdere
Fabrikken i Sokolow Podlaski får 200 medarbejdere. Der bliver plads til 12 produktionslinjer.
På sigt bliver produktionskapaciteten på 2.500 tons om måneden.
Sokolow er 100 % ejet af joint venture mellem Danish Crown og det finske selskab HK Scan.