EU og Polen lover aftale om energi og klimapakken i dag

    Tusk_og_Sarkozy_i_Gdansk

    Den polske regeringsleder Donald Tusk og den franske præsident Nicolas Sarkozy ved rådhuset i Gdansk lørdag, hvor gennembruddet i energi- og klimaforhandlingerne fandt sted. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    Formandskabet i EU med Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy i spidsen, kommer i dag med et nyt forslag til den polske regering. Polens udenrigsminister er optimistisk og lover omgående svar.


    De franske myndigheder har meddelt, at de vil præsentere Warszawa for et nyt kompromis om EU Kommissionens forslag til en energi- og klima-pakke, skriver Polish News Bulletin.

    Svar i dag

    – På onsdag (i dag 10/12 red.) er vi i stand til at fortælle, om vi kan accepterer det nye franske forslag, men indtil nu er vi helt enige om alle de store linjer, sagde Polens udenrigsminister, Radek Sikorski i går til det polske nyhedsbureau.

    Topmøde i Gdansk

    Gennembruddet i forhandlingerne mellem EU og Polen er kommet, efter at den franske præsident Nicolas Sarkozy i weekenden var i Gdansk i anledning af Lech Walesa’s 25 års jubilæum for modtagelsen af Nobels Fredspris.

    Mens festlighederne fandt sted, mødtes den franske præsident med Polens regeringsleder Donald Tusk på en restaurant i det centrale Gdansk – og det var efter de lange samtaler der, at EU og Polen kom tættere på en aftale om energi og klimaspørgsmål.

    Vigtigt for Danmark

    Begge parter har også travlt. FN’s klimakonference COP 14 slutter fredag i den polske by Poznan. Enighed blandt EU-landene om energi- og klimaspørgsmål er derfor et vigtigt signal til resten af verden, og det er en væsentlig brik i bestræbelserne for succes ved næste års FN klimatopmøde i København.

    Gratis CO-2 kvoter

    Ifølge den polske vicepremierminister – og økonomiminister – Waldemar Pawlak skal de mindst moderne kraftværker, efter den forventede aftale, ikke købe CO-2 kvoter på auktion før tidligst fra 2013. Herefter er det meningen, at værkerne kun skal betale for 30 procent af de nødvendige kvoter på den fælleseuropæiske CO-2 auktion.

    Polakkerne har tidligere modsat sig al handel med CO-2 kvoter.

    Solidarisk fordeling af indtægter

    Den polske vicepremierminister har også presset på for en solidarisk fordeling af indtægterne fra CO-2 kvoterne. Resultatet bliver formentligt, at indtægter fra salg af CO-2 kvoter i de rigeste EU lande overføres til at fremme renere teknologier i lande med mindre effektive kraftværker.

    En endelig aftale mellem EU og Polen forventes indgået senere i dag.