WARSZAWA: Den tidligere amerikanske ambassadør i Polen, Georgette Mosbacher, mener at USA og EU skylder Polen en stor undskyldning.
Den tidligere USA-ambassadør Georgette Mosbacher siger nu, at USA og EU skylder Polen en stor undskyldning i forbindelse med blandt andet Nord Stream 2. Hun mener, at USA og EU burde have lyttet til Polen og indset de skadelige virkninger ved at indgå handelsaftaler med Putins Rusland. Det siger hun til hjemmesiden interia.pl.
– Det ser ud til, at der skulle en blodig krig i centrum af Europa til, før nogen – især Tyskland, kunne indse konsekvenserne ved at indgå handelsaftaler med Moskva, siger den tidligere amerikanske ambassadør.
– I begyndelsen af 2022 kom cirka 20 procent af energien til Europa fra Rusland. Hvordan kunne man tillade det? spørger Georgette Mosbacher. Hun forstår heller ikke hvordan Vesten kunne godkende en fælles gasledning med en politiker, der havde besat Krim og Dunbass (Ruslands præsident og diktator Vladimir Putin).
Polen fortjener en undskyldning
Mosbacher roser Polen for indsatsen overfor Ukraine, når det gælder koordinering af humanitær hjælp og transport af våben til ukrainerne. I bogstavelig forstand, er Polen NATO’s østlige flanke, der er en afgørende del af kontinentets sikkerhedsstruktur, mener hun.
Hvad med retsstaten?
Mosbacher blev også spurgt om Polens problemer med EU og retsstaten.
– Meget af det der er nået de vestlige medier, er et resultat af russisk misinformation. I såvel EU som i USA er det accepteret ukritisk.
– Polen har problemer med domstolene, men jeg tror, at det er en overgangsfase. Hvis det var så slemt, som det beskrives i Bruxelles, så ville amerikanske virksomheder ikke investere milliarder af dollars omkring Wisla-floden.
– Jeg mener, at Polen fortjener en undskyldning. Både fra EU og USA, siger den tidligere amerikanske ambassadør Georgette Mosbacher.
Fredag oplyste de polske myndigheder, at 1,52 millioner mennesker er flygtet fra Ukraine til Polen siden Rusland nye offensiv mod Ukraine den 24. februar.