EU vil tage historisk skridt i sag mod Polen

    frans_timmermanns

    Frans Timmermans har i to år rejst kritik af Polen gennem EU’s demokratiske vagthund: Venedig-kommissionen, der er nedsat af Europarådet. Timmermans, der også er næstformand i EU-kommissionen, vil nu tage et historisk skridt mod Polen, der modarbejder det europæiske samarbejde. Arkivfoto.


    BRUXELLES: Næstformanden i EU-kommissionen Frans Timmermans har netop meddelt, at EU vil iværksætte en artikel 7 proces mod Polen, der er den voldsomste straf et medlemsland kan tildeles.


    – Det er med et tungt hjerte, at vi har besluttet at påbegynde artikel 7-processen mod Polen. Men omstændighederne betyder, at vi ikke har noget andet valg. Sådan faldt ordene fra Frans Timmermans på et pressemøde onsdag middag i Bruxelles. EU er trætte af genstridige Polen, og nu falder hammeren.

    Delt og helt Europa

    – Jeg husker fra mine unge år, hvordan Europa var delt. Hvordan vi var forhindret i at rejse over grænserne, og hele udviklingen. – Derfor var jeg også rørt og glad i 2004, da jeg så hvordan Europas genforening blev gennemført – takket været især polakkerne og EU, sagde næstformanden.

    – Vi har så mange polakker vi skal takke, for deres indsats i Anden Verdenskrig, for deres frihedskamp. Vi skal takke den polske pave, der gav håb. Vi er glade for Polen og polakkerne. Der er ikke noget EU uden Polen, sagde næstformanden for EU-kommission onsdag.

    Polakkerne bestemmer

    – Men vi kan ikke afvige fra de grundlæggende demokratiske værdier, det som binder os sammen, bare fordi vi har meget at takke polakkerne for eller fordi vi holder af Polen.
    – Hvad der skal ske i Polen afgøres ikke i Bruxelles eller af EU. Det er polakkerne selv der bestemmer, sådan er det, sagde Frans Timmermans, da han fortalte om det historiske skridt mod Polen.

    ”Atombomben”

    Processen er den værste straffe sanktion som EU kan tage i anvendelse mod medlemslande, der bryder fællesskabets spilleregler. Nogle kommentatorer betegner da også artikel 7 som en atombombe. Polens ledelse skal mødes med EU-kommissionen i januar, og polakkerne har fået 3 måneder til at rette op på samtlige nye love, der bryder med retsstatsprincipperne. Lovene er netop godkendt i Warszawa, og betyder at regeringen overtager kontrollen med domstolene og anklagemyndigheder, og regeringen kan nu gå tyve år tilbage og ændre tidligere domme.

    Flertal i kommission

    Til næste skridt i artikel 7 processen kræves det at 4/5 af medlemslandene bakker op. Men når det gælder fratagelse af stemmeretten – som er den yderste konsekvens af processen – så kræver det enighed blandt alle medlemslandene. Ungarn har på forhånd meddelt, at man vil støtte Polen, så det synes ikke muligt at fratage Polen stemmeretten i EU på baggrund af sagen om domstolene og retsstaten.

    Ungarn udenfor veto

    I en af de andre sager mod Polen som EU-kommissionen også arbejder med, nemlig spørgsmålet om flygtninge, hvor både Polen, Ungarn og Tjekkiet har modsat sig de fælles aftaler, kan endnu en artikel 7 sag komme på tale. Det har såvel Tyskland som Frankrig opfordret til, og i det tilfælde vil det ikke være muligt for Ungarn at nedlægge veto, da de i så fald selv er en del af sagen og dermed anklagen.

    Polen har nu tre måneder til at reagere, og Frans Timmermans har ikke helt opgivet håbet om dialog, selv om han har forsøgt ihærdigt at få den polske ledelse i tale de seneste to år.

    Møde i januar

    Timmermans mødes med den nyudnævnte polske statsminister Mateusz Morawiecki og EU-kommisionens Juncker den 9. januar, men det ventes ikke at ændre den polske holdning, da regeringen stadig kontrolleres af Polens stærke mand – partiformand Jaroslaw Kaczynski.