Får flere mordtrusler end myrdet forgænger

Gdansk borgmester Aleksandra Dulkiewicz får flere dødstrusler end sin forgænger, der blev myrdet i januar. Det er den regeringskontrollerede public service-tv-station TVP der står bag hetzen, hvilket afspejles i indholdet af dødstruslerne mod borgmesteren. Dulkiewicz har siden februar haft personlige livvagter døgnet rundt. Privatfoto.


Den 13. januar blev Gdansk daværende borgmester Pawel Adamowicz myrdet på scenen, ved finalen til et godgørende nationalt arrangement i byen. Borgmesteren blev erklæret død dagen efter.

Mordet skete efter en lang periode med hetz og dødstrusler mod den populære borgmester. Dengang førte den regeringskontrollerede tv-station TVP en kampagne mod borgmesteren, der førte til det tragiske voldelige angreb på Adamowicz. Det fastslås efter en gennemgang af truslernes indhold. Siden dengang, er politiet begyndt at efterforske sager, der handler om trusler mod folkevalgte – også fra andre partier end regeringspartiet. Siden februar har efterfølgeren, den 40-årige jurist Aleksander Dulkiewicz, fået livvagter og sikkerhed omkring sig døgnet rundt.

Ny TVP-hetz

Men sporene fra januar skræmmer åbenbart ikke Polens største public service-station TVP. I øjeblikket fører tv-stationen en frastødende kampagne, hvor borgere i Gdansk fremstilles som nazister – en kampagne der har betydet, at den ellers så populære Aleksandra Dulkiewicz nu modtager flere dødstrusler, end den myrdede Pawel Adamowicz.

I flere måneder har TVP ført en kampagne, hvor myndighederne i Gdansk betegnes som værende tyske, ja faktisk nazister, og dermed uegnede til f.eks. at varetage polske interesser for blandt andet Westerplatte (stedet hvor Anden Verdenskrig begyndte, som centralregeringen tog magten over i fredags). TVP betegner borgerne i Gdansk som tyskere, og som mennesker der har været med til at give polakkerne skylden for udbruddet af Anden Verdenskrig. Borgerne i Gdansk er ikke polske, de er nazister der hylder fortiden, har TVP blandt andet hævdet.

LÆS OGSÅ
polennu.dk: Kaczynski regering overtager Westerplatte

Et dusin trusler om dagen

Lederen af borgmesterens kontor, Maciej Buczkowski siger, at den nyvalgte borgmester får mindst et dusin dødstrusler om dagen, og truslerne henviser til falske oplysninger der er sendt på det statslige TVP. Mange af truslerne er med folks rigtige navne, hvilket gør det let for politiet at forfølge de ansvarlige, men mange kommer også som anonyme henvendelser.

– Nogle af truslerne er noget chokerende, med detaljerede oplysninger om hvordan Gdansk præsidenten skal dræbes, siger lederen af borgmesterens kontor. En af disse henvendelser kommer fra det fængsel, hvor drabsmanden til forgængeren Pawel Adamowicz sidder indespærret. Det mord var nøje planlagt, og udført omhyggeligt med en stor kampkniv og et dødeligt resultat som mål.

Alle sagerne mod borgmesteren er overgivet til politiet, og til det hemmelige sikkerhedspoliti, oplyser borgmesterens sekretariat.

Ikke krav til Rusland

Regeringspartiet PiS kræver krigsskadeserstatning fra Tyskland, efter angrebet på Polen i 1939. Partiet har dog ikke krævet erstatning af Rusland, selv om det var de to lande der aftalte at dele Polen.

Imens fortsætter TVP sin kampagne mod Gdansk og andre af regeringens modstandere. Der er valg til parlamentet i Polen i oktober, seneste i begyndelse af november.