Færgen mellem Polen og Danmark er sat til salg

    Polferries sejler på ruten til København med færgen Pomerania, som er bygget i 1977. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: Den polske regering har indledt privatiseringen af færgeselskabet Polferries, som blandt andet sejler mellem København og Swinoujscie.


    Det statsejede færgeselskab Polferries skal nu over på private hænder.

    Polens økonomiministerium har sat 91,64 procent af aktierne i selskabet Polska Baltic Shipping SA til salg.

    Selskabet ejer Polferries med hovedsæde i Kolobrzeg, der siden 1977 har sejlet på ruten mellem Swinoujscie og København.

    To ruter til Sverige

    To andre af selskabets færger sejler mellem Gdansk og Nynäshamn i Sverige.

    Endelig har rederiet en rute mellem Swinoujscie og Ystad i Sverige.

    Budrunde slutter 14. januar

    De købere, der er interesserede i at erhverve Polferries aktier, skal komme med et bud senest 14. januar næste år.

    Privatiseringen af selskabet bag Polferries er en del af den polske regerings plan, som indebærer, at 740 statsejede selskaber i perioden 2008 til 2012 skal overgå til privat ejerskab.