Politipatrulje
WARSZAWA: Færre polakker blev sidste år taget for spritkørsel på trods af, at politiet gennemførte flere alkohol-razziaer på de polske veje.

Knap 130.000 polakker blev taget i spritkørsel sidste år, og det var ni procent færre end året før. Det skriver det polske dagblad Rzeczpospolita.

Flere politi-razziaer

Politiets indsats mod spritbilisme er blevet styrket i Polen de seneste år.

17,7 millioner bilister måtte puste i alkometret i 2015. Det var 2,3 millioner flere end året før og næsten ti gange så mange som i 2008, oplyser polsk politi.

Strenge straffe

Polens parlament indførte i 2010 Europas strengeste straffe for spritbilisme, der blandt andet har betydet, at man kan få frakendt kørekortet på livstid, hvis man er skyld i en ulykke i alkoholpåvirket tilstand.

2006 er det år, hvor hidtil flest polakker blev taget for spritbilisme, nemlig 200.000.