Første optagelser til film om Smolensk-flyulykken

10042010_Warszawa_12

Første optagelser til Antoni Krauzes film om Smolensk-ulykken fandt sted på Krakowskie Przedmiescie-gaden, stedet hvor tusindvis af polakker kom for at ære de 96 ofre for tragedien den 10. april 2010. Foto: Arkivfoto.


WARSZAWA: Første optagelser til kontroversiel film om flystyrtet ved Smolensk fandt sted i Warszawa på tragediens tre-årsdag.


Den anerkendte polske filminstruktør Antoni Krauze vil lave en spillefilm om Smolensk-tragedien. Krauze er overbevidst om, at flystyrtet ikke var et tilfældigt uheld, men en russisk terrorhandling. Første optagelser kom i hus i går den 10. april, tre-årsdagen for tragedien, på gaderne i Warszawa.

Foran præsidentpaladset

Filmproducenten Marcin Pawlicki meddelte tirsdag under et pressemøde, at optagelserne til filmen, der får titlen Smolensk, vil starte på Krakowskie Przedmiescie-gaden, hvor præsidentpaladset ligger. Det er det sted, hvor tusindvis af polakker kommer for at ære den afdøde præsident Lech Kaczynski og de 95 øvrige ofre for flystyrtet.

Premiere næste år

Hovedoptagelser med skuespillere er planlagt til at finde sted i Polen, USA og Georgien i juni 2013. Endnu er der ikke frigivet navne på de medvirkende, men filmens producent understreger, at interessen for filmen blandt polske skuespillere er høj. Det forventes, at Smolensk får premiere den 10. april 2014.