Fordelene ved at investere i Polen er steget på ti år

    jens_chr

    Jens-Chr. Møller opfordrer til at tage rundt og snakke med danske virksomheder i Polen, inden man selv investerer i landet. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk


    HERNING: Polen er mulighedernes land, siger dansk direktør, der har arbejde i landet i 15 år.


    Kan det stadig betale sig at investere i Polen?

    Spørgsmålet bliver nogle gange stillet af danske erhvervsfolk.

    For direktør Jens-Chr. Møller fra BIC Electric er der ingen tvivl om, at svaret er ja.

    15 års erfaring

    BIC Electric har hovedkontor i Goleniow, og Jens-Chr Møller har 15 års erfaringer med at gøre forretninger i Polen.

    Han erkender, at timelønnen i Polen i løbet af de seneste ti år er blevet fordoblet.

    – Men man skal huske, at det er fra et meget lavt niveau, sagde Jens-Chr. Møller onsdag i Herning på et seminar om investeringer i den polske region Pommern.

    Større fordel i dag

    – For ti år siden lå den polske timeløn på omkring 25 kroner, mens den i Danmark var 175 kroner. Nu er timelønnen i Polen steget til 50 kroner, mens en dansker skal have 250 kroner i timen.

    Jens Chr. Møllers regnestykke betyder, at for ti år siden var forskellen mellem polsk og dansk løn 150 kroner i timen. I dag er den 200 kroner.

    Bedre sprogkundskaber

    På en række andre områder er Polen også blevet mere attraktiv, mener Jens-Chr. Møller.

    – Sprogkundskaberne er blevet markant bedre. Da vi for ti år siden skulle bruge tre elektrikere, fik vi 185 ansøgninger. Ingen af dem kunne engelsk. I dag taler 75 procent af vores ansatte engelsk.

    Ambisiøse polakker

    I regionen Vestpommern, hvor BIC Electric ligger er arbejdsløsheden høj, omkring 18 procent. Derfor er det let at skaffe højtuddannede medarbejdere.

    – De er meget interesserede i at få et job, og de er meget ambitiøse. Det er helt almindeligt, at de efter et år kommer og siger, de vil forfremmes, fortalte Jens-Chr. Møller.

    Mulighedernes land

    Polakkernes købekraft stiger, landet har økonomisk vækst og afstanden til Danmark er yderst overkommelig.

    Derfor er der efter Jens-Chr. Møllers mening ingen grund til at tøve, hvis man tænker på at investere i Polen.

    – Se bare at komme i gang. Selvfølgelig opstår der problemer, men det gør der alle steder. Polen er mulighedernes land.