Hæder til danske soldater på flagdag i Polen

Danmarks ambassadør i Polen, Ole Toft, ved den Ukendte Soldats grav i Warszawa, hvor de danske soldater også blev hædret på Danmarks flagdag for udsendte og faldne for Danmark. Foto: Danmarks ambassade.

WARSZAWA: Danske soldater og andre udsendte blev hædret i den polske hovedstad på det danske forsvars flagdag mandag.


Danske soldater er mandag blevet hyldet flere steder. Den 5. september er det nemlig flagdag for Danmarks udsendte soldater. Også tidligere udsendte fra politiet, Beredskabsstyrelsen og Udenrigsministeriet indgår i fejringen. Det er 14. gang at flagdagen markeres, og det skete mandag overalt i Danmark. Men også i Polen blev de danske soldater hyldet. I centrum af Warszawa på den berømte Pilsudski Plads, hvor også den Ukendte Soldats grav ligger, blev dagen markeret.

Fejringen og paraden i Warszawa blev overværet af danske officerer og andre fra NATO-basen i Szczecin (Multinational Corps North East Multinational Corps NATO HQ). Den polske æresvagt fra Warszawa Garnisonen, der udfører alle ceremonierne ved den Ukendte Soldats grav, var også med.

Ambassadør med krans

Danmarks ambassadør i Polen, Ole Toft, lagde en krans til ære for de polske og danske soldater der har mistet livet i krigsindsats for deres respektive lande.

Den fælles dansk-polske deltagelse i flagdagen er også et udtryk for gensidig respekt og ønske om samarbejde mellem Polen og Danmark, et forhold, der kun er blevet styrket det seneste år på grund af den forværrede sikkerhedssituation i Østersøen og i de baltiske lande.

– På grund af krigen i Ukraine og forringet sikkerhedssituation i regionen er et tæt samarbejde blevet vigtigere, fortæller ambassadør Ole Toft.

Royal markering

Ved flagdagen i Danmark deltog blandt andre Kronprinseparret sammen med medlemmer af Folketinget, regeringen, myndigheder, udenlandske gæster og pårørende til faldne soldater. Statsministeren, den konstituerede rigspolitichef og forsvarschefen talte alle ved flagdagen i København.

Danske soldater på missioner

– Gennem årene har vi på Flagdagen hyldet og mindet vores udsendte fra mange forskellige missioner. I mange år var det særligt udsendelserne til Irak, Afghanistan og Adenbugten som prægede både flagdagen og vores udsendte og deres pårørendes hverdag. I år sender vi også vores anerkendelse og tak til de soldater, der i Baltikum og i vores øvrige nærområder er med til at sikre Danmark og er med til at sikre danske interesser i en verden, hvor usikkerheden og truslerne er rykket tættere på, siger forsvarschef Flemming Lentfer.

– I 2022 hejser vi stadig flaget for alle dem, der har været udsendt for Danmark. For dem der kom sikkert hjem, for dem, der fik deres liv forandret for altid og for dem, der mistede livet. Vi hejser som altid også flaget for de pårørende, der står bag vores soldater. Tak til alle jer, der med Dannebrog på skulderen, passer på Danmark. Jeg er stolt af jer. Tak for jeres indsats, sagde forsvarschefen mandag.

Mindes i hele rigsfællesskabet

Der blev også lagt blomster og kranse ved Kastellet i København, og ved en mindegudstjeneste i Holmens Kirke. Der har dagen igennem været mange lokale arrangementer over hele Danmark og i de nordlige dele af rigsfællesskabet, hvor tidligere udsendte i deres hjemkommuner bliver anerkendt for deres indsats.

Flagdagen 5. september blev første gang markeret i 2009.

polennu.dk har ikke bygget en betalingsmur. Det er et valg vi har truffet, fordi vi så gerne vil levere uafhængige nyheder om vores naboland Polen, til så mange danskere som muligt. Hvis du vil støtte os i det arbejde, vil vi være dig meget taknemlig. Du kan blandt andet gøre det ved at donere os et beløb. Tryk på det beløb du vil støtte os med. Vælg mellem DKK 100,00 – DKK 200,00 – DKK 500,00 – DKK 1.000,00.