Den populære borgmester i Szczecin, Piotr Krzystek, blev genvalgt i anden valgrunde af borgerne i danskerbyen med 78,2 procent af stemmerne. Arkivfoto.
WARSZAWA: Det officielle resultat for søndagens anden valgrunde blev til et nederlag for regeringspartiet, der ikke har fået en borgmesterpost i de større byer.
Første valgrunde ved lokal og regionalvalgene i Polen var den 21. oktober. Anden valgrunde af lokal- og regionalvalgene blev gennemført søndag, og allerede nu er de første officielle tal for valgene kendt. Stemmeprocent blev på 48,33 procent. I de større byer var en anden valgrunde nødvendig i Krakow, Gdansk, Kielce, Olsztyn, Radom og Szczecin. Vi er taget på en rundtur med en enkelt afstikker til Warszawa.
Krakow
Den uafhængige borgmester i Krakow, Jacek Majchrowski blev genvalgt. Han fik støtte fra Borgernes Platform (PO), Moderne Polen (NZ), Det Polske Bondeparti (PSL) og Den Demokratiske Venstrealliance (SLD). Han fik 61,94 procent af stemmerne, mens Malgorzata Wassermann fik 38,06 procent. Hun fik opbakning fra Forenet Højre, der blandt andet består af regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS). Borgmesterens opbakning tæller 23 pladser ud af 43 i byrådet.
Til afhøring med Donald Tusk
Den vragede borgmesterkandidat Malgorzata Wassermann er mandag hastet videre til Warszawa, hvor hun deltager i den kommission der skal finde smuds på Donald Tusk på grund af hans rolle i Amber bank-skandalen. En polsk bank der gik konkurs, og som efterlod mange småsparer tomhændede.
Kaczynski forsøger at give Donald Tusk og hans søn for hele skandalen. Begge er tidligere blevet frikendt ved flere domstole for deres rolle i sagen, og Kaczynski-regimet har derfor nedsat en særlig kommission, hvor den vragede PiS-borgmester fra Krakow er formand. En lignende kommission er nedsat i forbindelse med Smolensk ulykken, hvor regimet også forsøger at finde andre forklaringer, end de rent faktiske omstændigheder.
Szczecin
Borgmesteren i Szczecin hedder fortsat Piotr Krzystek. Han blev genvalgt på egen liste og med 78,22 procent af stemmerne, mod PiS-kandidaten Bartlomiej Sochanski der fik 21,78 procent. Krzystek fik opbakning fra de øvrige partier.
Stemmeprocenten var på 43,15 procent.
Gdańsk
Den populære Gdansk-borgmester siden 1998, Pawel Adamowicz, bliver siddende med en opbakning på 64,8 procent af borgerne. Hans modkandidat fra PiS, Casper Plazynski fik 35,2 procent.
Stemmeprocenten var på 57,70 procent.
Kielce
I håndboldbyen Kielce blev den tidligere landsholdsspiller Bogdan Wenta valgt som ny borgmester på sin egen liste. Han afløser Wojciech Lubawski der har været borgmester siden 2002. Bogdan Wenta vandt med 61,25 procent af stemmerne mod den siddende borgmesters 38,75 procent.
Olsztyn
Den uafhængige borgmester Piotr Grzymowicz blev genvalgt som borgmester med 54,4 procent af stemmerne. I anden valgrunde vandt han over Czeslaw Malkowski der fik 45,6 procent. Begge kandidater er opstillet på egne lister.
Radom
Radoslaw Witkowski blev genvalgt som borgmester med 53,83 procent af stemmer. Han fik støtte fra PO, NZ og SLD. PiS-kandidaten Wojciech Skurkiewicz fik 46,1 procent.
Stemmeprocenten ved søndagens valg var på 52,95.
Regionale valg
Officielt regionalt resultat. Fordelingen af de regionale poster og fordeling mellem partier ifølge PKW:
På nationalt plan, i valget til de regionale forsamlinger,
Forenede Højre (incl. regeringspartiet PiS): 254 pladser
Borgernes Platform/Moderne Polen koalition: 194 pladser
Det Polske Bondeparti (PSL): 70 pladser
Lokale lister: 15 pladser
Den Demokratiske Venstrealliance (SLD) 11 pladser.