WROCLAW: Der er nu fundet dokumentation for, at general Wojciech Jaruzelski personligt gav ordre til nedskydningen af et polsk fly på vej til Østrig i 1975.

Det polske Institut for National Erindring (IPN) har fundet dokumenter i Wroclaw, der for første gang beviser, at den daværende forsvarsminister, general Jaruzelski, personligt gav ordre til nedskydningen af et fly med den polske afhopper, 36-årige Dionizy Bielanski, over Tjekkoslovakiet den 16. juli 1975.

Den 36-årige pilot forsøgte at flygte fra det kommunistiske Polen til Østrig i vest.

En ’ulykke’

Dionizy Bielanski blev dræbt, da hans fly blev ramt af raketter fra tjekkoslovakiske jagerfly.

Flyets vragdele blev fundet otte kilometer fra grænsen mellem Tjekkoslovakiet og Østrig.

De kommunistiske magthavere dækkede over nedskydningen, ved at betegne flystyrtet som ’en ulykke’. Dokumenterne, der bl.a. er optegnelser fra flyvekommandoen i Krakow, bekræfter entydigt, at ordren om at nedskyde flyet kom fra den daværende forsvarsminister, general Wojciech Jaruzelski.

Forbrydelse

– De nærmere omstændigheder omkring nedskydning er fortsat upræcise, men der er ingen tvivl om hvem der gav ordren, siger historiker Wojciech Roszkowski, der har set dokumenterne.

– Det Jaruzelski har gjort, er den samme forbrydelse, som det er at skyde folk, der forsøgte at flygte fra det tidligere Østtyskland (DDR) gennem Berlin-muren, sagde Roszkowski i forbindelse med offentliggørelsen af de gamle optegnelser fra Wroclaw og Krakow.