Juleaften på søndag – hvordan gør man i Polen?

Søndag eftermiddag tog byen Gdansk forskud på juleaften den kommende søndag. Et stort bord var dækket op i Dluga Street – hovedgaden i Gdansk, som en markering for at der kun er en uge til juleaften. Foto: Peter Poloczanski, Gdansk.pl.

KØBENHAVN: Det er juleaften på søndag, den 24. december. En dag der er forbundet med mange skikke og traditioner – hvad gør man i Polen?


Det er juleaften på søndag. Den 24. december er en særlig dag mange steder over hele verden, også i Danmark og i Polen.

Det er en dag fuld af glæde, forventninger og spænding. Man glæder sig til at være sammen med dem man holder af, eller til at få, eller give gaver, som man har kæmpet med på godt og ondt gennem december.

Jesus eller julemanden?

I Danmark er Jesus fødsel mindre kendt end julemandens gavmildhed. I Polen er man mere bevidst om den religiøse baggrund for højtiden. Baggrunden for juleaftens-traditionerne i Danmark og i Polen er de samme, men der er alligevel forskel på polakkernes og danskernes jul. Vi vil fokusere på den traditionelle polske jul.

Juleaften – Wigilia – i Polen

Den 24. december er en almindelig arbejdsdag, og den bruges til de sidste juleindkøb. Dog er skolerne lukkede og holder juleferie. Juletræet er også allerede blevet pyntet.

Ingen dans om træet

Da man ikke danser om juletræet i Polen, står det ofte i et hjørne eller tæt ved væggen. Træet er pyntet traditionelt med glaskugler, guirlander og lyskæder. Levende lys er ikke så populære. Der er ingen historisk-inspirerende juledekoration, og man sætter ikke nationale flag på juletræet, som man gør i Danmark. Juletræet er tændt hele eftermiddagen og aftenen.

Polske børn er lige så spændte og utålmodige som deres danske kammerater. Den lange dag bruges til leg eller tv-kiggere. Nogle hjælper med forberedelserne af julemiddagen.

Begynder halv fem

Traditionen tro sætter familierne sig til bords når den første stjerne lyser op på himlen, dvs. ved 16.30-tiden. Stjernen symboliserer Betlehemsstjernen der viste de hellige tre kongers vej til Jesusbarnet.

Julebordet

Julebordet bliver dækket med en hvid dug. Under dugen lægger man lidt hø som minde om Jesusbarnet der lå på høet i krybben. Der er altid en ekstra kuvert til en uventet gæst, for dén aften må ingen være alene. Hvis der er nogen der banker på døren, skal man invitere ham eller hende indenfor til et fælles måltid.

En smuk juleaftens-tradition er delingen af oblaten, som kendes fra den danske kirke. Oblaten er et symbol på tilgivelse og forsoning, på venskab og kærlighed. Men oblaten er også et symbol på brødet, det daglige brød, som ingen bør mangle.

Bordbøn

Værten eller værtinden fremsiger en kort bøn, altid Fader Vor, eventuelt læser op fra Juleevangeliet og uddeler oblaten blandt tilstedeværende, således at enhver får et stykke. Med oblaten i sin venstre hånd tager man med højre hånd et lillebitte stykke af sidemandens oblat og udtaler en personlig lykønskning. Sådan fortsætter man indtil alle har delt brødet med hinanden. Når delingen af oblaten er afsluttet, sætter man sig til bords og begynder måltidet.

Juleaften på søndag med 12 retter

Den traditionelle mad man spiser juleaften er tilberedt uden kød.

Juleaftensmenuen og antal retter kan variere, afhængigt af regionen og familietraditionen. De mest populære er 12 retter til minde om Jesu 12 disciple. Ikke alle tilbereder dog 12 retter, men der er nogle bestemte retter der bør være på bordet. De mest typiske er stegt karpe, karpe i gelé, klar rødbedesuppe med uszka, dvs. bitte små firkantede lag af dej som foldes om svampefyld, svampesuppe med hjemmelavede nudler, kutia, dvs. en ret med hvede, honning, birkes, mandler, nødder og rosiner (fra det østpolske køkken), hjemmelavede nudler med birkes, honning, mandler og rosiner, pierogi, dvs. små runde lag af dej som foldes om kartoffel-, surkål- og svampefyld, kogt surkål med gule ærter, kogt surkål med svampe, varm drik lavet af tørrede frugter (æbler, pærer, svesker), til dessert birkeskage, honningkage. Man kan også godt få et glas vin eller to.

Efter måltidet juleaften på søndag, er det tid til at dele gaver ud. I nogle familier er det kun børnene der får gaver. Bagefter er der tid til at synge eller lytte til julesalmer.

Den 24. december om aftenen holder Polens Primas – overhovedet for den katolske kirke i Polen – en juletale med lykønskninger på tv. Den ser mange polakker. Efter juleaftensmåltidet går rigtig mange polakker i kirke til midnatsmessen. Juleaften på søndag og gudstjeneste slutter først i det nye døgn ved 2-tiden.

Redaktionen for polennu.dk ønsker alle vores læsere en god og dejlig jul!