Formand_Jaroslaw_Kaczynski_fra_Lov_og_Retfærdighed_forhandler_om_regering_i_Polen
WARSZAWA: Formand for partiet Lov og Retfærdighed Jaroslaw Kaczynski er i fuld gang med at danne en ny regering i Polen uden om partiets statsministerkandidat Beata Szydlo.

Næstformand og statsministerkandidat Beata Szydlo deltager ikke i forhandlingerne om en ny regering i Polen, der er i fuld gang, efter at partiet Lov og Retfærdig (PiS) vandt sit eget flertal i parlamentet ved valget i Polen sidste søndag. Det oplyser TVN24.

Kaczynski holder tøjlerne

I stedet foregår forhandlingerne omkring partiets formand Jaroslaw Kaczynski, der sammen med tre andre medlemmer af partiets inderkreds i øjeblikket holder møder med mulige ministre i en kommende regering.

Szydlo stadig statsministerkandidat

– Det bliver ikke en enkelt persons regering. Det bliver Lov og Retfærdigheds regering, sagde formand for partiets gruppe i parlamentet Mariusz Blaszczak til TVN24 mandag.

Blaszczak, der selv tilhører inderkredsen omkring Kaczynski, sagde også, at Szydlo bliver statsminister for den kommende regering, og at hun får afgørende indflydelse på den, men at hun ikke har deltaget i weekendens forhandlinger, fordi hun trængte til at hvile sig oven på valgkampen.

Nøgleministerier ikke faldet på plads

Ifølge TVN24 er kabalen stadig ikke gået op omkring nogle af de tunge ministerier som forsvarsministeriet, udenrigsministeriet og finansministeriet, som forskellige fraktioner i partiet skal dele imellem sig.

Lov og Retfærdighed slog sig sidste år sammen med to mindre partier, Polen Sammen og Solidarisk Polen, der underskrev en aftale om at gå til valg sammen, og disse partier kræver nu også at få del i ministerposterne.

Inderkredsen

Ud over Mariusz Blaszczak vurderes inderkredsen omkring Kaczynski at bestå af Joachim Brudzinski og Adam Lipinski.