Jaroslaw_Kaczynski_genvalgt_polennu
MINSK MAZOWIECKI: Oppositionens leder Jaroslaw Kaczynski frygter, at flygtninge medbringer sygdomme som kolera og dysenteri til Polen.

Leder af Polens største oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) sagde på et møde i Minsk Mazowiecki, at flygtninge medbringer sygdomme, som ellers er udryddet i Europa.

Kolera og dysenteri

– Der er allerede tilfælde af meget farlige sygdomme, som har vist sig, og som længe ikke har været set i Europa. Kolera på de græske øer og dysenteri i Wien. Forskellige former for snyltere, der ikke er farlige for disse menneskers organismer, men som kan være farlige her, sagde Kaczynski.

100.000 flygtninge?

Jaroslaw Kaczynski stillede samtidig spørgsmålet, om det er sandt, som netavsien wSieci.pl har skrevet, at den polske regering har indgået aftalte om, at Polen skal modtage 100.000 flygtninge. Officielt har Polen aftalt med EU at modtage 6.500 flygtninge som led i den europæiske aftale.

Gamle alliancepartnere tager afstand

Udsagnet om sygdomme er blevet mødt med kritik fra både politiske modstandere og gamle alliancepartnere.

Tidligere vicestatsminister i Jaroslaw Kaczynskis regering i 2006-2007, Roman Giertych, der var formand for det katolske parti De Polske Familiers Liga, siger til TVN24:

– Kaczynski er en person, der ikke kan tale fremmedsprog, han bevæger sig kun rundt i verden sammen med officielle delegationer. Han forstår ikke verden uden for Polen. Derfor forekommer enhver fremmed ting ham farlig og fjendtlig.

Minder om nazisme

Andrzej Celinski, leder af det lille centrum-liberale Demokratisk Parti, der ikke stiller op til parlamentsvalget, er skarpere i sin kritik af Kaczynskis udtalelse og kalder det nazistisk sprogbrug at skræmme med parasitter.

– Det er forfærdende, for Jaroslaw Kaczynski er en politiker, der er stærkt funderet i Polens historie. Han har været statsminister og leder af politiske formationer, der har regeret Polen, sagde Celinski blandt andet til TVN24.

Der er parlamentsvalg i Polen 25. oktober.