

WARSZAWA: Partiformand for regeringspartiet Jaroslaw Kaczynski kræver 6.200 milliarder i krigsskadeserstatning fra Tyskland.
Partiformand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) Jaroslaw Kaczynski har torsdag krævet, at Tyskland betaler Polen 6.200 milliarder zloty i krigsskadeserstatning. Kravet om erstatning for krigen er ikke nyt i Kaczynskis rækker, men nyt er det at Polen har opgjort kravet og vil sætte en proces i gang.
Afsluttet flere gange
Spørgsmålet er dog flere gange formelt afklaret, blandt andet i forbindelse med den polske afvisning af Marshall-hjælpen, og gennem senere tysk-polske aftaler. Men Kaczynski holder fast, og med i ligningen hører, at Polen har erklæret Tyskland og EU ”krig”, efter at EU har afvist at udbetale midler til Polen, før retsstaten i landet atter er intakt.
– Tyskland må betale os 6.200 milliarder zloty, for deres skader på Polen, sagde Jaroslaw Kaczynski torsdag.
– Det er sådan i internationale relationer, at hvis en stat forvolder stor skade på en anden, så skal den kompensere for skaden efter nederlaget. Der er ingen grund til, at Polen skal udelukkes fra denne regel. At indtage en sådan holdning betyder at indtage en holdning, der kan beskrives som et sygeligt mindreværdskompleks, sagde PiS-formanden.
– Det er derfor, vi tager det op. Dette er udgangspunktet: Tyskerne invaderede Polen og gjorde os stor skade. Besættelsen var grusom og gav konsekvenser vi lever under den dag i dag.
– Vi ved, at vi er på vej ind på en vej, der holder længe og ikke bliver nem. Vi forudser ingen hurtige succeser. Jeg har allerede hørt fra en meget vigtig tysk politiker, at ingen tysk regering vil gå med til det, sagde Kaczynski torsdag.
Beløb for krigsskadeserstatning
Baggrunden for kravet er en rapport, som regeringspartiet har fået udarbejdet i et udvalg i det polske parlament Sejmen. Den fastslår blandt andet, at:
– Polen mistede 11,2 millioner borgere gennem syv år
– Mere end 2,1 millioner polakker blev deporteret til slavearbejde
– 590.000 polakker blev invalideret – ikke kun i kamp – men også gennem eksperimenter
– 200.000 polske børn blev gjort tyske, kun 30.000 af dem overlevede
– 5.219.053 polakker blev dræbt, 21 procent af dem var børn under 10 år
– Tabt arbejdsfortjeneste til ofre der overlevede Anden Verdenskrig (500 milliarder zloty)
– Tabte og ødelagte kunstværker opgøres til 19,3 milliarder zloty
Polens statsminister Mateusz Morawiecki er på linje med sin partiformand:
– Den tyske tilgang blev udtrykt af Adolf Hitler lige før krigen: Målet med krigen er ikke land, målet var fuldstændig udslettelse. Hele det tyske rige gjorde det. Polakker skulle myrdes. Og de der overlevede, skulle være slaver, siger Mateusz Morawiecki torsdag.
Polakkerne bakker op
På årsdagen for den tyske invasion af Polen (1. september 1939) er der opbakning til kravet blandt polakkerne.
Ifølge avisen Rzeczpospolita viser en IBRiS-undersøgelsen, at 51,1 procent mener, at Polen bør kræve krigsskadeserstatning. 41,5 procent synes det ikke, men 7,5 procent af de adspurgte ikke har taget stilling til spørgsmålet. 92 procent af regeringspartiets vælgere, bakker op om kravet til Tyskland om krigsskadeserstatning.