aros_aarhus_visit_aarhus_polen
KØBENHAVN: Udenrigsministeriet i Danmark har torsdag udnævnt en kendt erhvervsmand som ny honorær konsul for Polen i Aarhus.

Polen har fået ny konsul i Danmarks anden største by Aarhus.

Midt- og Nordjylland

Det er den kendte erhvervsmand Jesper Ørskov Nielsen, der oprindeligt er fra Holstebro. Han er advokat med møderet for Højesteret, og blev torsdag formelt udnævnt til honorær konsul for Polen i Aarhus. Ørskov Nielsen får jurisdiktion i Midt- og Nordjylland efter kongelig resolution af 21. oktober 2016, hedder det fra Udenrigsministeriet.

Kendt erhvervsmand

Jesper Ørskov Nielsen er et kendt ansigt i det midtjyske erhvervsliv med stor passion for fodbold og golf. Han er næstformand i Aarhus Elite A/S, der arbejder for at styrke den lokale fodboldklub AGF ligesom han er bestyrelsesformand for Atletion A/S. Han er tillige formand for idrætsklubben VRI og er medlem af bestyrelsen i mere end tyve danske selskaber og fonde.

Afløser kollega

Advokaten med møderet for Højesteret er partner i Interlex Advokaterne A/S, og han afløser sin tidligere kollega i samme advokatselskab, Ole Ravnsbo der er gået på pension efter 22 år som polsk konsul. Det polske konsulat vil fortsat have adresse på Strandvejen 94 i Aarhus.

Tættere på centrum

Selv om det polske konsulat ligger på en af de fineste adresser i Aarhus, så flytter Interlex Advokaterne ind i Pakhusene på den nye havnefront i Aarhus – det såkaldte Aarhus Ø. Flytningen ventes gennemført i slutningen af februar, hvorefter adressen på det polske konsulat og Interlex Advokaterne bliver: Pakhusene, Mariane Thomsens Gade 1, Aarhus Ø.

LÆS MERE
Eksternt link: Polens konsulat for Midt- og Nordjylland