KØBENHAVN: I går startede FN’s klimakonference i Danmark med deltagere fra 193 lande. I Tatra-bjergene i Polen holder klimaet de polske bjørne vågne.

Delegerede fra 193 lande var med, da FN’s klimakonference i går åbnede i København. Klimaforandringer har for alvor fået tag i den globale debat, og med det seneste tilsagn fra USA’s præsident Barack Obama, ser de danske værter optimistisk på at der skabes enighed om en ny ambitiøs klimaaftale.

Formøder i EU-kredsen

I de første dage af klima-konferencen vil deltagerlande være samlet i grupper, hvor både Polen og Danmark vil være sammen med de øvrige 25 EU lande for at finde fælles fodslag.

Polakkerne er klar til at indgå en bindende klima-aftale, men har tidligere meddelt, at landet hverken kan eller vil være med til at betale for u-landenes vækst.

– De rige lande må betale, mener man i Warszawa.

Ingen solidarisk energipolitik

Polen har næppe meget til overs for solidariske EU løsninger på energi og miljø området, efter at Danmark overraskende godkendte den russiske gasledning til Tyskland gennem Østersøen.

Forbindelsen er i flere tidligere kommunistiske lande, betegnet som det 21. århundredes jerntæppe, og som Danmark godkendte efter pres fra den russiske premierminister Vladimir Putin.

En løsning i EU-kredsen forud for en endelig FN-aftale, bliver formentlig meget dyr for de rige lande i Europa, hvis polakkerne skal tilslutte sig en fællesaftale, vurderer polennu.dk.

Konferencen finder sted i Bella Center, samme sted som EU forhandlede om optagelse af ti nye lande i 2002, og som betød at bl.a. Polen efter svære forhandlinger blev optaget som medlem af det europæiske fællesskab.

Globalt og lokalt

Overalt i verden sætter klimaforandringerne sine tydelige spor, og med mere eller mindre faretruende konsekvenser.

I det populære skisportsområde Zakopane i det sydlige Polen, har temperaturændringerne betydet nye gæster i de beboede områder. De ellers så generte bjørne har grundet de høje temperaturer for årstiden, søgt mod de beboede områder i dalene for at finde føde.

Normalt er bjørnene gået i vinterhi på denne årstid, men de høje temperaturer har betydet, at bjørnene ikke kan sove. Turister der besøger nationalparken i området, er ofte stødt på de store dyr i nærheden af de afmærkede stier.

Vågne i varmen

Marek Peksa fra Tatra Nationalpark giver vejret skylden for bjørnenes tilnærmelser.

– Hyppige temperaturer på over 10 grader betyder, at bjørnene er aktive i stedet for at gå i vinter-dvale, siger Marek Peksa.

– Vi får mange henvendelser om bjørne der har spist af træer og buske i beboede områder, ligesom flere bistader er blevet plyndret for honning af de sulte bjørne.

Et vagtværn fra nationalparken er etableret for at følge bjørnene, ligesom beboerne i de berørte områder er blevet advaret mod de sultne og faretruende gæster.

Frem til 18 december

De 20.000 deltagere i FN’s klimakonference skal efter planen blive i København frem til den 18. december.

Hvornår bjørnene i Zakopane finder hvile, melder historien til gengæld intet om.