Lavpris fly til Gdansk, Krakow og Poznan igen fra juli

Lavpris-flyselskabet Ryanair har åbnet for billetsalget, og genoptager ruteflyvningerne til blandt andet Poznan fra Billund Lufthavn i juli måned. Arkivfoto.

KØBENHAVN: Lavprisselskabet Ryanair vil genoptage flyvningerne mellem Danmark og Polen fra den 1. juli. Danmarks udenrigsminister har i dag ændret rejsevejledningen.


Det irske lavpris-flyselskab har meddelt, at de vil genoptage flyvningerne mellem Danmark og Polen. Den første afgang til Gdansk fra København bliver den 1. juli, hvor billetprisen i skrivende stund er 769 kroner. Dagen efter kan man komme til Poznan fra Billund for 309 kroner. Den 3. juli kan man flyve til Krakow fra København for 249 kroner. Selskabet meddeler også, at det vil være færre passagerer på flyene, og at der kan ventes både sikkerheds- og sundheds-tjek i lufthavnene.

Wizz Air klar

Wizz Air, som flyver til Gdansk, Warszawa og Poznan fra Billund Lufthavn har ikke meddelt, hvornår de planlægger at genoptage flyvningerne. Eksperter i brancher skønner dog, at det vil ske i samme øjeblik at det bliver tilladt at flyve mellem Danmark og Polen. Wizz Air hører til blandt de mest velkonsolidere flyselskaber i verden, og kan modstå konsekvenserne af corona-krisen.

Ny rejsevejledning

I dag har Udenrigsministeriet udsendt en ny corona-status om rejser. Udenrigsministeren fraråder alle ikke-nødvendige rejser ud af Danmark i hele maj måned.

– Jeg ved, der er rigtigt mange danskere, som går og gruer for deres sommerferieplaner. Vi danskere vil rigtigt gerne ud og rejse, og jeg ser da også selv meget frem til, at tingene bliver mere normale. Der er vi desværre bare ikke endnu, siger Jeppe Kofod lørdag.

– Når vi rejser på ferie, vil vi jo gerne være sikre på at kunne komme hjem igen sikkert, nemt og uden at blive smittet eller at smitte andre. Men verden er jo stadig i vid udstrækning lukket ned på grund af COVID-19. Grænser er lukket, flyafgange aflyst, lufthavne står tomme og mange steder er der restriktioner, der særligt kan ramme rejsende. Usikkerheden er simpelthen stadig for stor. Derfor fraråder vi stadig alle ikke-nødvendige rejser i hele verden, siger Danmarks udenrigsminister.

Det nationale polsk flyselskab LOT (Polish Airlines) har aflyst alle ruteflyvninger i hele maj måned.

I disse tider…
Denne nyhed er ikke omfattet af en betalingsmur. Det er et valg vi har truffet hos polennu.dk, fordi vi så gerne vil udbrede kendskabet til vores naboland Polen til så mange danskere som muligt, og give et retvisende billede af forholdene i landet dag for dag. Hvis du vil støtte os i det arbejde med et bidrag, f.eks. 100 kroner, så vil vi være dig meget taknemlige. Du kan gøre det ved at trykke her. På forhånd, tak.