Lech Walesa: Putin skal stoppes nu

    Lech_Walesa_8_maj_2012_Polen_polennu

    Polens tidligere præsident og formand for Solidarnosc, Lech Walesa, advarer vesten om at Putin skal stoppes i Ukraine, inden krigen spreder sig. På billedet er han i selskab med den danske journalist Villy Dall fra Thy. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    GDANSK: Polens tidligere præsident Lech Walesa kræver handling overfor Putin, der i ly af Auschwitz mindedag har indledt flere angreb i det østlige Ukraine.


    Den tidligere polske præsident og Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa, advarer i Gdansk Radio vesten om, at hvis der ikke vises solidaritet i den ukrainsk-russiske konflikt nu, så vil krigen sprede sig til flere områder.

    Stop med snakken

    – Vi kan ikke blive ved med at snakke med os selv om, hvorvidt vi skal sende tropper til Ukraine. Der er brug for handling, siger Lech Walesa – der blev verdensberømt i opgøret mod Moskva under kommunismen i Polen.

    – For at skubbe til Rusland og Putin er det nødvendigt at få organiseret det (styrker i Ukraine, red).

    – Det skal være en klog, samlet, sikker og effektiv indsats.

    Alternativet er krig

    – Hvis vi ikke viser solidaritet nu, så bliver der krig. – Jeg mener ikke en atomkrig, men en konstant optrapning og udbredelse af krigens områder. Putin skal stoppes nu, siger Lech Walesa.

    Kampene fortsætter i dag

    Mens hele verdens opmærksomhed er koncentreret om Auschwitzs 70 års dag for befrielsen, så er der meldinger om nye kampe i det østlige Ukraine. Mr. East skriver i dag følgende om den aktuelle situation i Ukraine:

    I det østlige Ukraine fortsætter kampene mellem de prorussiske oprørere og de ukrainske regeringsstyrker. Det ukrainske militær melder om hårde kampe ved landbyen Debaltsevo, som er under ukrainsk kontrol, men omringet af oprørernes styrker. Ifølge ukrainske medier har mindst ni ukrainske soldater mistet livet i løbet af de seneste 24 timer.

    De prorussiske separatister melder om ukrainske bombninger i og omkring Donetsk, hvor de ukrainske styrker angiveligt har ramt civile områder ”mere end 50 gange i løbet af de seneste 24 timer”. Det meddeler det russiske nyhedsbureau ITAR-TAS.