Lech Walesa sender pris tilbage i protest

    lech_walesa_polennu_jens_moerch

    Polens tidligere præsident og eneste Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa har sendt sin titel og diplom som Årets Polak 2004 tilbage til giveren, efter at dette års vinder er den polske statsminister. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.


    GDANSK: I 2004 fik Lech Walesa prisen som Årets Polak, og i dag har han sendt den retur i protest over dette års vinder.


    På den store erhvervskonference Economic Forum i Krynica blev titlen som Årets Polak 2017 uddelt til landets statsminister Beata Szydlo. Sidste år gik prisen til partiformand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) Jaroslaw Kaczynski.

    Men det har udløst hovedrysten ved en tidligere modtager. Nemlig Polens tidligere præsident og Nobel Fredsprismodtager Lech Walesa, der fik prisen i 2004. Efter tildelingen i år til statsministeren, har Lech Walesa nu meddelt at han har givet afkald på titlen fra 2004 og vil sende sit diplom tilbage.

    Anstrengt forhold

    Det er en kendt sag, at forholdet mellem Lech Walesa og hans tidligere medarbejder Jaroslaw Kaczynski er meget anstrengt. Seneste har Kaczynski indledt en hetz mod Lech Walesa, og beskyldt ham for at have været spion for kommunisterne. En beskyldning Walesa ved flere lejligheder er blevet frikendt for. Sikkert er det til gengæld, at Kaczynski-brødrenes far var et fremtrædende medlem af det hemmelige kommunistiske parti. Det var også årsagen til at de to brødre blev kendt som tv-børnestjerne under kommunismen i Polen.