Den 4. juni 1989 blev de første frie valg i Polen gennemført. Selv om det er 25 år siden er årsdagen mere aktuel end nogensinde før, skriver redaktør Jens Mørch, polennu.dk.
Den 4. juni 1989 var en særlig dag med afgørende betydning for Europas genforening efter Anden Verdenskrig. 4. juni i år markeres i Polen og mange andre steder i verden. Det er nemlig 25 års dagen for de første delvist frie valg i Central- og Østeuropa, der blev gennemført i Polen – valget som var det første slag mod kommunismen og Sovjetunionens dominans i Europa.
Et valg der resulterede i, at den polske frihedsbevægelse Solidarnosc (Solidaritet) med Lech Walesa i spidsen, manden der havde været i front i kampen på skibsværftet i Gdansk ni år tidligere, fik 99 procent af stemmerne og gjorde dermed et endeligt for kommunismen i Polen. For første gang i 50 år blev polakkerne herre i eget hus.
Den 4. juni 1989 betød reelt mere for Europas genforening, end den 9. november samme år, da Berlin-muren faldt, selv om det altid er denne begivenhed vi som danskere har fokus på. At dagen ikke fik den store bevågenhed i 1989, hænger sammen med, at det var samme dag en modig student stillede sig op foran en kampvogn på den Himmelske Fredsplads i Beijing i protest mod styret og kommunismen i Kina, et billede der har brændt sig fast i mange nethinder. I Polen var det valgplakater for Solidarnosc og med et billede af Lech Walesa, der havde brændt sig fast i den polske kamp for selvstændighed og uafhængighed.
Men den 4. juni er ikke blot en markering af Polens frihed og et farvel til kommunismen fra Moskva, det er også en stærk aktuel erindring om, hvilke dybt alvorlige mekanismer verdenssamfundet står overfor i dag i konfrontationen med Putins Rusland – aktuelt om Ukraine. Trods polske advarsler, har verden alt for længe ignoreret den sagte og begavede russiske fremmarch i de områder, der engang var en del af Sovjetunionen.
Tidligere har det internationale samfund spillet helt fallit i passiviteten da den russiske aggression gik ud over Georgien. Og så alle de andre steder, hvor vi bare ikke rigtigt har hørt om, hvad der egentligt er sket.
Situationen i Polen for 25 år siden, dengang landet var styret fra Moskva – må minde verden om, at det er nødvendigt at det internationale samfund slår ring om det ukrainske folk, og giver mennesker og folkeslag over hele verden, deres konventionssikrede frihed. I disse dage udspiller der sig en reel krig i det østlige Ukraine, hvor uidentificerede og russisk støttede soldater, vælter ind over grænsen fra Rusland til Ukraine. Foreløbig har NATO registreret at Rusland har fjernet tropper, men når de erstattes af fordækte soldater, vil vi se det samme scenarie udspille sig i det østlige Ukraine, som det også skete på Krim, mens hele verden blot så passivt til. Og vender vi fortsat den anden kind til, så vil det formentlig ikke vare længe før ”oprøreret” har bredt sig til Kiev.
Russere taler ofte med to tunger, så der mindst er en af udtalelserne, der kan tilfredsstille eventuelle kritikere. Dette dobbelt-spil må man forstå i Washington og Bruxelles, hvis man skal opnå noget som helst i samarbejdet med Moskva. En blød linje overfor Putin, betyder blot at den russiske præsident vil forsøge at trække grænserne endnu længere – og det vil han gøre lige indtil han møder en massiv stopklods. Og det er altså ikke nok at give nogle ukendte forretningsfolk indrejseforbud i EU og USA, eller spærre deres kreditkort, trods de gode og velmenende hensigter. Sanktioner i det omfang får næppe Moskva til at flytte et eneste geværløb væk fra Ukraine – end næppe skænke det en tanke. Det har polakkerne hele tiden vidste, og det har man fra Polens side da heller ikke undladt, at fortælle sine internationale partnere. Men indtil for kort tid siden uden effekt.
Den polske udenrigsminister Radek Sikorski, der er kandidat til jobbet som EU’s udenrigspolitiske chef, udtrykte den russiske tankegang på en enkel måde under et besøg i København for få år siden.
– Vi forstår godt, at Rusland kræver sikre grænser – det er da helt naturligt og forståeligt. Men vi forstår bare ikke, hvorfor der med en sikker russisk grænse forstås, at der skal være russere på begge sider af grænsen. Kommentaren udløste latter, om end den var ganske alvorligt ment.
Polen har intenst arbejdet for, diplomatisk og politisk, at EU skulle indgå en samarbejdsaftale med Ukraine – netop for at få ukrainerne fri af de russiske klør. Men trods den helhjertede polske indsats, strandede forhandlingerne mellem EU og Ukraine i november. Europa forpassede dermed endnu en chance, for at modstå den russiske fremmarch.
Polen har i flere år advaret Europa og USA om den russiske mentalitet og behovet for russisk storhed. Men polakkerne har talt for døve øre – fordi vestlige ledere har haft mere travlt med samhandel og energiforsyninger, end med sikkerhed, samarbejde og menneskerettigheder. Først nu synes det at være gået op for de vestlige statsledere, at de verbale russiske løfter ved forhandlingsbordene sjældent følges op af helhjertet handling.
Det er heller ikke uden grund, at såvel den amerikanske præsident Barack Obama og den nyvalgte ukrainske præsident Petro Porosjenko begge er med, når Polen og resten af verden fejrer kommunismens fald den 4. juni i Warszawa. Også den danske udenrigsminister Martin Lidegaard er blandt de mange nationale og internationale gæster.
Og det er et meget vigtigt og positivt signal at sende til ukrainerne, at deres nyvalgte præsident allerede nu mødes med al verdens store ledere.
Men det internationale samfunds støtte til ukrainerne må ikke være til fordel for særinteresser i fremmede hovedstæder – uanset om det er i Bruxelles, Washington, Moskva – eller Warszawa og København for den sags skyld.
Det må ene og alene handle om ukrainernes frihed, og deres lokale, regionale og nationale ønsker for fremtiden.
Polens frihed og uafhængighed har været en gevinst for Polen og polakkerne. Det polske folk har flittigt, målrettet og med respekt for sine omgivelser, på bare 25 år forvandlet et kedeligt, gråt og udsultet land til et moderne land i hastig udvikling – og med stor aktuel politisk, økonomisk og social – global indflydelse. En udvikling der har været mulig på grund af Polens selvstændighed for 25 år siden, og optagelsen i det internationale og civiliserede samfund. I dag har Polen EU’s højeste vækstrate.
Ukrainerne fortjener samme muligheder! Den russiske bjørn må ikke slippe helskindet af sted med at opsluge Ukraine, eller andre suveræne stater. Ikke alene for ukrainernes skyld, men for freden og stabiliteten i Europa.
Lad den 4. juni være en erindring om, at sikkerhed, demokrati og tryghed ikke er en selvfølge i det 21. århundrede – men, at solidaritet, frihed og uafhængighed kan bringe bedre levestandard, demokrati, sikkerhed og stabilitet i Europa.
Det er vort nabofolk og vort naboland Polen et levende bevis på…..
