EU og NATO må række hånden ud mod Ukraine, og undgå flere selvmål, mener chefredaktør Jens Mørch, polennu.dk.
EM 2012 i fodbold er forbi, og Europa har igen fået nogle dugfriske helte. Ikke alene fortjener det spanske mandskab, stor anerkendelse, men også Polen og Ukraine.
De to værtslande der på enestående vis, har gjort ethvert skrækscenarium om deres håndtering af EM 2012 i fodbold til skamme. En perfekt gennemført slutrunde, om end både danskere og polakker nok havde forestillet sig en bedre skæbne for de rød/hvide.
Men politik har desværre også spillet en stor rolle ved denne slutrunde. Dommen over den tidligere premierminister, og nu oppositionsleder i Ukraine, kastede en unødig skygge over stemningen ved verdens tredje største event. En skam for Ukraine, for Polen og for hele Europa – og for sporten.
Venner og familie
Grænsen mellem Ukraine og Polen er blevet skubbet frem og tilbage utallige gange de seneste århundreder, og byen Lviv i Ukraine, hvor Danmark blev sparket ud af EM 2012 i fodbold af Tyskland, er f.eks. en tidligere polsk by. Mange mennesker har venner og familie i begge lande, og de har en klar interesse i et åbent og nært samarbejde. Derfor er det også et højt prioriteret mål for polakkerne, at få Ukraine ind i varmen hos EU og i den demokratiske del af verden.
Og længe så det ud til at lykkedes.
Ikke mindst efter Orange-revolutionen. Her startede troen på, at Ukraine automatisk blev et ”vestligt demokrati”.
Uerfaren besætning
Men sådan gik det desværre ikke. Efter sejren begyndte støtten til Ukraine og den ukrainske demokratibevægelse at skrumpe ind, og nedtællingen til en tilbagevenden mod gamle tider blev sat i gang i Ukraine. Ikke på grund af ukrainerne, men fordi Tyskland, en ny NATO-generalsekretær og en ny amerikansk præsident, nedkølede samarbejdet med Ukraine, da de mærkede kølige russiske vinde over tilnærmelserne mod Ukraine. Og energispørgsmål har sikkert også spillet en rolle.
Ingen demokrati-støtte
Den manglende støtte til de orange i Ukraine førte til, sammen med den ukrainske demokratibevægelses kollaps, at et genvalg var umuligt. Fem orange år uden opbakning fra EU, NATO og USA, kunne ikke sikre demokratikræfterne magten.
Den gamle tilbage
Nu er den gamle, russisk støttede præsident tilbage som før den Orange Revolution, Rusland har fået en energiaftale med Ukraine i mange år frem, og russerne har fået lov at beholde hovedkvarteret for sin Sortehavsflåde ved Sevastopol i Ukraine langt ind i det 21. århundrede. Et skridt frem og to tilbage for EU og NATO.
Hule protester
Det demokratiske verdenssamfund, må naturligvis påtale, når menneskerettigheder, demokratiske værdier, og andet godt, vi normalt værner os om, bliver trådt under fode. Men hvor er det dog hyklerisk, hult og dobbelt-dansk forkasteligt, når Danmarks kulturminister og EU-kulturformand ”boykotter” Ukraine, samtidig med at hans regering får sat flag på landets busser, når en kineser er på besøg i København. Eller i forholdet til Rusland, hvor der også ses til siden her i landet, når der dokumenteres udemokratiske tilstande i det store land? Men måske har Danmark bare prioriteret energisamarbejde og griseeksport højere?
Hvad blev der af kritikken overfor krænkelser af menneskerettigheder, manglende pressefrihed, henrettelser og politiske mord m.v. i de lande. Det mindste, man kan forvente af politikerne, er vel nogle principper, der holder hele vejen rundt??
Uskyldige fletninger?
Ingen tvivl om, at retssagen mod den tidligere oppositionsleder Timosjenko er stærk kritisabel, og den stinker af politisk indblanding. Men udover domme for korruption ved bl.a. gashandel, er hun også anklaget for medvirken til mord på en politisk modstander, skatteunddragelser og omfattende bedrageri. Taler man med menige ukrainere, er det meget få der støtter den fængslede oppositionsleder.
Ingen helt
Oppositionslederen er nu på et hospital i Kharkiv – tilses af tyske læger, og besøges jævnligt af EU-repræsentanter, herunder en tidligere polsk præsident. Hendes sag er tydeligvis tvivlsom efter vore standarder, som ukrainerne også har tiltrådt, men under alle omstændigheder er det heller ikke hverken en ny Lech Walesa eller Nelson Mandela, der er puttet bag tremmerne i Ukraine. Og trods rygter om det modsatte, så er det altså muligt for ukrainere at demonstrerer i landet, og i al fald i langt større grad end hos regimerne i Rusland og Kina. Ja, selv de orange kan demonstrere frit i Ukraine, formentlig fordi de ikke længere udgør nogen trussel…
Dobbelt-dansk
Og skulle man, som flere danske politikere tilsyneladende har ladet sig friste af, droppe enhver tanke om menneskerettigheder, og alene skue efter egen vinding, så er det også dumt at se bort fra Ukraine. Landet er et af verdens største landbrugslande, og det var herfra 80 procent af fødevareproduktionen kom til hele den sovjetiske østblok før kommunismens kollaps. Fødevare bliver i større og større udstrækning en mangelvare internationalt, så der er mange gode grunde til tættere samarbejde med Ukraine. For slet ikke at tale om det enorme marked Ukraine kan blive, for dansk gods og know-how, hvis man har nærmarkeds-brillerne på.
Spørg bare hos Carlsberg.
Selvmål og boykot
Statshoveder fra Italien og Spanien var da også på plads til finalen i Kiev, og trods overskrifter i flere internationale medier om, at Tysklands Angela Merkel ville boykotte Ukraine, så er det bekræftet, at kansleren var taget til Ukraine, hvis Tyskland som ventet var kommet til finalen. Angela Merkel har efter samtaler med den polske statsminister, formentlig forstået at boykot ikke bidrager til noget positivt.
Det råd burde den danske kulturminister også have lyttet til, i stedet for at tage på en pinlig personlig protesttur til Ukraine, uden i øvrigt at tale med oppositionen – dén opposition, hvis leder det hele drejede sig om. Til ministerens forsvar skal det dog nævnes, at han som “europæiske kulturminister” fik tid til at tale med andre minoriteter i landet.
Her er kommentarerne til Ekstra Bladet om den danske minister, fra den opposition som ministeren tog til Ukraine for at støtte.
Særinteresser
– Jeg er voldsomt overrasket over, at den danske kulturminister ikke har forsøgt at besøge Timosjenko, og at han heller ikke har opsøgt oppositionens ledere. Statskassen er tom, folk sulter, og pressefriheden er truet. Og han taler så om bøsser og lesbiskes forhold.
Hvem sagde personlige interesser, magtmisbrug og kulturforskelle?
Nyt udsyn
EU og NATO må finde en løsning med Ukraine. Polen kan være mægler på vegne af både EU og NATO, hvis det kniber med kulturforståelsen til Kiev, så flere ”selvmål” i forholdet til Ukraine kan undgås. Vi bør ikke overlade Ukraine til en skæbne mod øst, men i stedet bør vi udvikle vort samarbejde, som det er sket med stor succes i tilfældet Polen. Det er ikke kun til gavn for Polen, men for hele EU.
Men relationerne til Ukraine forbedres ikke så længe, vi har dobbeltmoralske statsledere, der fremviser enøjede forestillinger om situationen i landet. Det handler langt fra om bøsser og lesbiskes vilkår i Ukraine. Det handler heller ikke om at være for eller imod en fængsling, eller en nyvalgt demokratisk valgt præsident. Så enkelt er det desværre ikke. Ikke alt er så enkelt som ved en fodboldkamp.
De europæiske, polske, ukrainske og russiske relationer er en kompleks størrelse, der kræver tålmod, kløgt og indsigt.
Det bør de europæiske ledere snart kunne indse – ikke flere selvmål, tak…..
