
WARSZAWA: De ansatte hos Polens nationale flyselskab LOT (Polish Airlines) har sagt nej til ledelsens forslag om at gå ned i løn, på grund af virkningerne af corona-krisen.
Piloter, kabinepersonale og andre ansatte hos Polens nationale flyselskab LOT har afvist et forslag fra ledelsen om at gå ned i løn under corona-krisen.
Modsat konkurrenter
– I modsætning til vores konkurrenter vil vi gerne beholde vores ansatte i LOT. For at det kan lykkedes, skal vores faste omkostninger reduceres, herunder lønudgifterne til personale, der i øjeblikket ingenting laver, skriver LOT i en meddelelse.
LOT oplyser også, at de har tilbudt medarbejderne mellem 3.700 – 9.000 zloty om måneden, alt efter hvilket job der er tale om. Forhandlingerne mellem LOT og de ansattes fagforeninger er brudt sammen, og det er nu op til LOT-ledelsen at komme med et nyt forslag, der kan sikre at de ansatte bliver i selskabet.
Vicestatsminister Jacek Sasin siger, at LOT har brug for statsstøtte, da al flytrafik er blevet suspenderet.