De polske forbrugere holdt på pengene i december 2012. Foto: Bjarne Jensen, polennu.dk
WARSZAWA: Privatforbruget i Polen faldt markant i december, og det kan mærkes i detailhandlens omsætning.’
De polske butikker solgte 2,5 procent mindre i december 2012 end i samme måned året før.
I forhold til november 2012 steg detailhandlen med 15,1 procent, men når man korrigerer for sæsonudsving – julehandlen – var der tale om et fald på 3,6 procent, skriver Warsaw Business Journals med Polens centrale statiske kontor, GUS, som kilde.
Faldende realløn
I en kommentar til tallene skriver økonomer fra Bank Zachodni WBK:
“December-tallene viser, at væksten i privatforbruget i slutningen af sidste år faldt markant på grund af den faldende realindkomst og usikkerhed på arbejdsmarkedet.”
Banken ser tallene som en bekræftelse af, at Polens vækst i bruttonationalproduktet vil bremse op og kun blive på 1,8 procent i 2012.