Pladsen foran præsidentpaladset og alle sidegaderne var proppet, da polakker torsdag aften fordømte præsidentens underskrift af forfatningsstridige love om højesteret. Foto: Piotr Zatorski
WARSZAWA: Præsidentpaladset var indtaget af vrede demonstranter efter en ny lov om højesteret. Politiet brugte tåregas og peberspray.
Trods sommervarme og ferietid, var polakkerne på gaderne i titusindvis torsdag aften, for at demonstrere mod præsident Andrzej Duda. Præsidenten har netop godkendt endnu en kontroversiel lov, der sætter punktum for de uafhængige domstole i Polen. Uafhængige domstole er et fundamentalt krav for et demokratisk land. Fremtrædende politikere, skuespillere, musikere, journalister og andre var med i demonstrationerne.
Slagord mod præsidenten
Skilte med tekster som: Frie domstole, Forfatningen PIS er demagoger, Duda = Hykleri, Vælt diktaturet,
Præsidenten er en forræder, Duda er en fjernstyret dukke – sammen med polske flag og EU-flag prægede den visuelle del af protesterne.
Politi brugte magt
Der blev ved demonstrationer meldt om flere tilfælde af kraftig voldsanvendelse fra politiets side. En af episoderne var i Warszawa, hvor en gruppe demonstranter skrev præsident-fjendtlige slogans med kridt på veje og fortove. Politiet omringede gruppen, men det fik andre demonstranter til at blande sig, og situationen udviklede sig dramatisk, da politiet begyndte at bruge tåregas og peberspray mod demonstranterne. 12 personer måtte have øjeblik lægehjælp efter politiets brug af magtmidler.
Efter episoden fik demonstranter lov til at skrive på vejen igen, uden at politiet blandede sig.
Men det var ikke kun i Warszawa, at der var demonstrationer med overraskende stort fremmøde. Også i Szczecin, Poznan, Bydgoszcz, Torun, Lodz, Bialystok, Kielce, Krakow og Wroclaw var polakker i tusindvis på gaderne.