Menneskerettigheds-domstol på vej med Katyn dom

    Polsk_officer_på_vej_til_massegrav_i_Katyn-skovene_en_scene_fra_Wajdas_prisbelønnede_film_Katyn

    Over 22.000 polakker blev henrettet ved nakkeskud og på ordre fra den russiske diktator Josef Stalin. Foto: Scene fra filmen Katyn af Andrzej Wajda.


    STRASBOURG: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol offentliggør dom over Rusland for Katyn-massakren i oktober.


    Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol meddeler sin afgørelse i sagen mellem efterladte fra Katyn og den polske stat, der har sagsøgt Rusland, på mandag. Domstolen er bedt om at tage stilling til om Rusland har gennemført tilstrækkeligt med undersøgelser i forbindelse med kortlægningen af myrderierne på over 22.000 polakker i begyndelsen af Anden Verdenskrig.

    Dom 21. oktober

    Ifølge advokaten for 15 polske slægtninge til ofre for Katyn-massakren, Ireneusz Kaminski, afgjorde domstolen sagen allerede den 5. september, men først på mandag den 21. oktober offentliggøres dommen.

    Krigsforbrydelser

    I april 2012 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Katyn-drabene var en krigsforbrydelse, og at polakkerne havde fået en umenneskelig behandling af de russiske myndigheder. Den gang tog domstolen ikke stilling til kvaliteten af de russiske undersøgelser af Katyn-sagen fra 1990 – 2004.

    Erstatninger

    Afgørelsen er vigtig, for en dom der giver Polen og polakkerne medhold, kan betyde at der skal gennemføres en ny undersøgelse, og det giver de efterladte mulighed for at få erstatning.

    Ordre fra Stalin

    Katyn-massakren blev iværksat efter ordre fra den sovjetiske diktator Josef Stalin den 5. marts 1940, og de mere end 22.000 højtstående polakker blev nakkeskudt kort tid efter. Moskva benægtede sit ansvar frem til 1990, hvor man stædigt fastholdt, at det var tyske tropper der havde henrettet den polske elite.

    Ingen dømt

    Rusland er aldrig blevet dømt for forbrydelsen. Dommen den 21. oktober afventes med stor spænding i Polen.