POMMEREN: Floderne ud til Østersøen er forurenet som følge af oversvømmelserne. Druknede dyr, tusindvis af kemikalier og andet affald udgør en miljøtrussel, der også kan ramme de polske strande.

Flodbølgen, der har hærget Polen de seneste uger, når ud til Østersøen i aften. Men det er ikke rent vand der skyller ud i et af verdens mest miljøbelastede farvande.

Tonsvis af affald og vragrester fra flodbølgen skylles med ud i Østersøen.

– Vandet i Wisla er helt grumset, på samme måde som hvis man opløser ler i en spand vand, siger Tadeusz Lamapart, der er fisker i kystbyen Mikoszewo til polsk radio.

Beskidt vand

Forurenet vand er, hvad Lamapart og andre beboere i kystbyerne er mest bange for.

– Det værste ville være, hvis strandene bliver forurenet, siger han.

Reel miljøtrussel

Den miljømæssige trussel er reel, hævder professor Jacek Namiesnik fra det tekniske universitet i Gdansk.

– Alle floder, især store floder som Wisla og Oder, skyller alt væk når de oversvømmer området. Affald, resterne af druknede dyr og kemikalier bliver ført med floden ud i havet, og affald vil blive skyllet i land på strandene.

Pommeren slap med skrækken

I mellemtiden er situationen i Pommern, som var i stor fare for at blive oversvømmet i går, blevet forbedret. Vandstanden i Wisla-floden er faldene, oplyser beredskabstjenesten i byen Tczew.

Wisla nåede i går op på 2,5 meter over katastrofeniveauet.