Der_blev_lagt_kranse_ved_Den_Ukendte_Soldats_Grav_i_Warszawa_i_anledning_af_10_aar_med_NATO
I går var det 10 års dagen for Polens medlemskab af NATO. I dag kommer den afgående generalsekretær til Warszawa for at fejre jubilæet.

Den afgående NATO generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, besøger i dag Polen for at fejre landets ti års dag for optagelsen i forsvarsalliancen.

Tale på universitet

NATO-generalsekretæren skal besøge Warszawa Universitet, hvor han skal tale under overskriften: Udfordringerne i NATO og de fremtidige opgaver.

Ukendt soldats grav

Polens præsident Lech Kaczynski og flere af landets regeringsmedlemmer lagde i går en krans ved den ukendte soldats grav til minde om de polakker, der har mistet liver under internationale missioner.

Præsident middag

Dagen blev afsluttet med en middag i præsidentpaladset hvor Lech Kaczynski var vært for en middag med deltagelse af bl.a. den polske NATO-kandidat udenrigsminister Radek Sikorski, forsvarsminister Bogdan Klich og premierminister Donald Tusk.

12. marts 1999

Polen blev optaget i NATO den 12. marts 1999 sammen med Tjekkiet og Ungarn, som de første tre af tidligere kommunistiske lande, og deltager i missioner i Afghanistan, Irak, Balkan og i Afrika.

Polen støtter optagelse af Ukraine og Georgien i NATO, og er gået i front for at udvide alliance mod øst. Et arbejde der har udløst irritation i den russiske hovedstad, Moskva.

Intet nyt om toppost

Flere danske medier skrev i går, med henvisning til polske medier, at Polens kandidat til ny NATO-generalsekretær udenrigsminister Radek Sikorski har opgivet topposten. Det er ikke korrekt. Historien indeholder, som det i forvejen var kendt, alene oplysninger om at Frankrig, Tyskland og England ifølge en tysk avis, har besluttet at støtte den danske kandidat, statsminister Anders Fogh Rasmussen, og at Radek Sikorski dermed ikke har en chance for at blive valgt.