forfatningsdomstol_protest_polen_demo_demonstration_jens_moerch
WARSZAWA: Ratingbureauet Moody’s advarer om, at striden mellen Polens regering og Højesteret kan skræmme udenlandske investorer væk fra Polen.

En eskalering af konflikten mellem Polens regering og Højesteret kan betyde færre udenlandske investeringer i Polen og svække væksten. Det siger analytikere fra det internationale ratingbureau Moody’s til den polske avis Bloomberg Polska.

Efterforsker Højesteret

Analytikerne fra Moody´s er bekymrede over, at Polens justitsminister har igangsat en efterforskning af formanden for Polens Højesteret, fordi Højesteret har kendt regeringens ny lov om Højesteret grundlovsstridig og derfor nægter at følge den.

Polens justitsminister Zbigniew Ziobro, har siden en ny lov trådte i kraft i marts måned udfyldt rollen som chef for anklagemyndigheden.

Retsstat vigtig for investorer

Ifølge Moody’s er det vigtigt for investorer at kunne stole på retssystemet i et land, fordi det er garanten for, at aftaler overholdes og den private ejendomsret respekteres.

Moody’s frygter desuden, at EU vil indføre sanktioner imod Polen, hvis regeringen ikke har efterkommet EU’s krav om at følge Højesterets afgørelser fra oktober måned.

Regering afviser

Polens regering har afvist advarslerne fra Moody’s.

Vicestatsminister og udviklingsminister Mateusz Morawiecki tager torsdag til London for at mødes med en række banker, som han ønsker at trække til Polen under udsigterne til Brexit.

Ifølge ministeren er bankerne ikke bekymrede over striden med Højesteret, der ifølge vicestatsministeren er skabt af formanden for Polens Højesteret, og som vil falde til ro, når hans embedsperiode udløber ved dette års udgang.