BRUXELLES: Nyt EU-program skal overvåge havmiljøet og nedbringe forureningen i landene omkring Østersøen. Polen får flere togskinner.

Europakommissionen har meddelt, at EU foreløbig vil afsætte 50 millioner euro til en ny strategi for indsatsen i landene omkring Østersøen.

David Sweet fra Europakommissionens generaldirektorat fortalte i går til polsk radio, at EU-midlerne primært vil blive anvendt indenfor økologi, økonomi og ny infrastruktur.

Truet hav

Den nye Østersø-strategi går ud på at støtte projekter som er med til, at reducere udledningen af affald og kemiske stoffer i Østersøen. EU vil også tage initiativ til fælles overvågning af skibstrafikken for at hindre forurening fra skibe, og dermed undgå, at et af verdens mest sårbare havområder bliver til en kemisk losseplads.

Tog til Estland

Planerne omfatter også modernisering og udbygning af den stærkt trafikerede jernbaneforbindelse mellem Estland og Polen.

Rusland udenfor

Repræsentanter for Europakommissionen vil ikke udelukke at Rusland vil blive inddraget i flere af projekterne. Rusland er det eneste land omkring Østersøen, der endnu ikke er medlem af EU.

Europaparlamentet og EU’s kommende svenske formandskab, træffer de endelige beslutninger i løbet af efteråret.