Warszawa_Hovedbanegaard_Foto_Iben_Molgaard_Madsen_1
WARSZAWA: Offentlige chefer skal fra næste år betale 70 procent i skat af deres fratrædelsesordninger ifølge ny lov, der netop er gået igennem parlamentet i Polen.

Tre partier stemte for at indføre en skat på 70 procent på fratrædelsesordninger for offentlige chefer, da loven kom til afstemning i Sejmen.

Ud over regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) stemte Kukiz’15 og Det Polske Bondeparti (PSL) for at indføre den ny skat.

Skal mindske gyldne håndtryk

Loven har til formål at lægge en dæmper på niveauet for de gyldne håndtryk, som chefer i offentligt ejede virksomheder får med sig, når de fratræder topstillinger, og samtidig vil den højere skat give højere indtægter til statskassen, oplyser den polske regering.

Kun for offentlige virksomheder

Den ny skat, der træder i kraft 1. januar, kommer kun til at gælde for offentlige virksomheder og ikke for private.

– Der er ingen udbredt brug af denne type kontrakter (i den private sektor red.), der sikrer fratrædelsesordninger og kompensation i mange-million-skalaen til personer, der primært er forbundet med den politiske situation, siger Gabriela Maslowska fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), der har været med til at udarbejde loven.