WARSZAWA: Polens parlament Sejmen har besluttet at indføre Europas strengeste straffe til sprit-bilister, og kørekortet skal fremover kunne frakendes på livstid.

Polens parlament Sejmen besluttede fredag, at stramme straffene for kørsel med bil under alkoholpåvirket tilstand. Hvis der er alkohol impliceret i en ulykke, kan den skyldige, med de nye stramninger, få kørekortet frakendt på livstid.

5.500 dræbte i trafikken

Sidste år mistede 5.500 mennesker livet på de polske veje. Polen er otte gang større end Danmark, som til sammenligning havde 300 trafikdræbte sidste år. Spritbilister er impliceret i mange af ulykkerne i Polen, og det er den udvikling som politikerne nu vil have sat en stopper for.

Efter de nye regler, kan en fuld fører af en bil, motorcykel eller andet, og som er skyld i en alvorlig ulykke, få kørekortet inddraget på livstid.

Fængsel anden gang

De nye regler betyder også, at en bilist der tages for spirituskørsel anden gang, kommer direkte i fængsel fra 3 måneder til 5 år, alt afhængig af promillen.

Promillegrænsen er i dag 0,2 i Polen.

Hjælp til ofre

Parlamentsmedlemmer besluttede i forbindelse med stramningerne, også at oprette en fond til at hjælpe ofre for trafikulykker. Implicerede, familier og venner vil fremover kunne få professionel krisehjælp, samt social og juridisk bistand.

Vejene I Polen

Sikkerhedssituationen på de polske veje gør, at Danmarks Udenrigsministerium opfordrer danskere til at udvise den største forsigtighed i trafikken i Polen.

Baggrunden for advarslen, er netop de mange spiritus-påvirkede bilister der kører rundt på de polske veje.