WARSZAWA: Der er sat ny polsk rekord, når det gælder import af varer fra Rusland. I første kvartal var Rusland tredje største leverandør.
Der er sat nye polske rekorder i importen af varer fra Rusland. Det skriver det polske erhvervsmagasin, Business Insider. Mediet vurderer at polske virksomheder har hamstret inden sanktionerne trådte i kraft. Det er primært råolie og dieselolie, der er købt fra Rusland.
Alene i marts udgjorde importen 12,2 milliarder zloty. Det er 65 procent mere end sidste år, og 12 procent mere end i februar.
Fald i import af gas, kul, gødning og stål
Der er et fald i importen af gas, kul, kunstgødning og stål i første kvartal, hvor der samlet blev importeret vare fra Rusland for 29,4 milliarder zloty. Det er 109 procent mere end første kvartal sidste år, oplyser Polens Statistik (GUS).
Rusland blev dermed den tredje største leverandør af varer til Polen. Flest vare kommer fra Tyskland og Kina. Italien er på fjerdepladsen, når det gælder import til Polen.