paven-og-kopacz
VATIKANET: Den polske statsminister har været i audiens hos pave Frans i Vatikanet. De talte blandt andet om pavens besøg i Polen i juli 2016

Den katolske kirkes overhoved, Pave Frans, kommer på besøg i Polen i juli næste år.

Paven skal deltage i World Youth Days, som finder sted I Krakow fra 26. til 31. juli 2016.

Polens statsminister Ewa Kopacz har netop aflagt sit første besøg i Vatikanet, hvor hun mødte paven og talte med ham om hans kommende tur til Polen.

Et regeringsudvalg i Polen arbejder allerede med at forberede besøget.

Polsk paves ide

World Youth Days blev introduceret af den polskfødte pave Johannes Paul II, der lagde stor vægt på at inddrage ungdommen i kirkens arbejde.

– I er verdens fremtid, I er kirkens håb – I er mit håb, sagde han, da han i 1983 åbnede et ungdomscenter i Vatikanet.

I Czestochowa i 1991

De første World Youth Days fandt sted i Rom i 1986, og siden har de været afholdt i alt 13 gange.

I 1991 var Czestochowa i det sydlige Polen vært for arrangementet.

Byen er et valfartssted for katolikker, der kommer for at besøge klosteret i Jasna Gora og se maleriet af Den Sorte Madonna.