Polak fundet druknet i Danmark


    KØBENHAVN: En 59-årig polsk mand, der i weekenden blev meldt savnet under en fisketur i Søndersø ved Maribo, er fundet død.


    Det bekræfter vagtchef Henrik Karlsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, overfor TV2.

    – Manden er blevet identificeret, og vi ved nu, at det er den polske mand. Vi har ikke fundet noget mistænkeligt, som tyder på en forbrydelse. Vi betragter det som en ulykke, siger Henrik Karlsen.

    Kæntret med kano

    Den polske mand, der arbejder i Danmark, tog søndag ved middagstid ud i en kano for at fiske på søen. Han blev på søen, da hans fiskemakker tog hjem for at skifte sit våde tøj.

    Da makkeren vendte tilbage, kunne han ikke få øje på den 59-årige og slog alarm til sin arbejdsgiver. Søndag ledte en helikopter, både og politiet efter manden uden resultat.

    Eftersøgningen blev vanskeliggjort af kraftige regnbyger i området, og politiet mener, at mandens kano kan være kæntret på grund af blæsten.