Polen i landesorg efter præsidentflyets styrt

    Sørgende_polakker

    Polakker samles lørdag aften omkring Kongeslottet i Krakow ved mindestedet for Katyn, for at tænde lys og mindes de omkomne fra flyulykken i Smolensk lørdag morgen. Polen præsident omkom ved ulykken. Foto: Martin Bager, polennu.dk.


    WARSZAWA: Polen har udråbt en uges landesorg efter flyulykken, som kostede 96 højtstående polakker livet i Smolensk. I dag holdes to minutters stilhed kl. 12.00.


    Sorgen har bidt sig fast overalt i Polen efter det tragiske flystyrt lørdag, hvor bl.a. Polens præsident Lech Kaczynski omkom. Lørdag eftermiddagen var der stor officiel mindehøjtidelighed foran kongeslottet i Krakow, og klokkerne i katedralen på pladsen midt i byen ringede. Sidst det skete, var da den polske pave døde.

    Lørdag aften var der officiel mindehøjtidelighed i Warszawa foran præsidentpaladset. Men dagen igennem har polakker også spontant tændt lys på gader, ved kirker og på pladser i Polen.

    Også i Danmark

    Lørdagen igennem er der lagt blomster og tændt lys ved den polske ambassade i Hellerup, ved den katolske kirke på Amager, ved den polske købmand på Christianshavn, og flere andre steder i Danmark.

    Polsk formand

    Formanden for de polske foreninger i Danmark, Roman Smigielski, sagde til TV2 News i går, at han måtte have beskeden flere gange, før han forstod, at det var virkelighed.

    At ulykken er sket ved Katyn-skovene, er et chok for mange polakker, sagde Smigielski.

    Nyt statsoverhoved

    Bronislaw Komorowski, der er formand for Sejmen, er efter forfatningen udnævnt til nyt statsoverhoved i Polen. Han opfordrede alle polakker, uanset om man tilhører højre- eller venstrefløjen i Polen, til at tage del i sorgen over tabet af Polens statsoverhoved.

    Præsidentvalg inden 20 juni

    Indenfor to uger, skal han som statsoverhoved iværksætte et nyt præsidentvalg, der seneste skal finde sted den 20. juni.

    Komorowski vil drøfte valgdatoen med Sejmens partier, før han vil komme med en dato. To af de polske partier har med flyulykken mistet deres kandidater til det planlagte præsidentvalg til efteråret.

    To minutters stilhed kl. 12

    Ved samme lejlighed udråbte det nye polske statsoverhoved en uges landesorg, og meddelte at hele Polen søndag kl. 12.00 vil holde to minutters stilhed for de omkomne.