Polen overvejer at udskyde sin indtræden i euroen

    Finansminister_Rostowski_overvejer_om_Polen_skal_vente_med_at_gå_med_i_euroen

    Ikke nogen katastrofe, hvis Polen først komme med i euroen i 2013, siger finansminister Jacek Rostowski (tv).


    Den økonomiske nedgang kan gøre det svært for Polen at nå at komme med i euroen fra 2012.


    Den polske regering har gjort det til en væsentlig del af sin økonomiske politik at få landet med i den fælleseuropæiske valuta, euroen, fra 1. januar 2012.

    I et interview med avisen Financial Times erkender finansminsiter Jacek Rostowski nu, at Polen kan få svært ved at nå at opfylde kravene inden den dato.

    – Jeg mener stadig, at 1. januar 2012 er realistisk, men det kan blive nødvendigt at udskyde datoen. Det ville være naivt at lade som om, at den økonomiske krise ikke har haft nogen effekt. Skulle det ende med, at vi må vente et år mere, er det ikke nogen katastrofe, siger ministeren til den engelske avis.

    EU forudser negativ vækst

    Polen har blandt andet satset på at opfylde euro-kravene for at skille sig ud fra lande som Ungarn og Letland, hvor økonomien er i frit fald på grund af krisen.

    Den polske regering regner stadig med økonomisk vækst i år, mens EU kommisionen er mere pessimistisk på landets vegne og forudeser en negativ vækst på 1,4 procent.

    Budgetunderskuddet kan vokse

    EU kommisionen forventer, at underskuddet på det polske statsbudget vil ende på 6,6 procent i år og 7,3 procent næste år.

    Også her er Jacek Rostowski uenig. Han tror på, det lykkes, at holde underskuddet under 4,6 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

    Et af kriterierne for, at et land kan komme med i euroen er, at underskuddet på statsfinanserne ikke overstiger 3 procent af BNP.