Polen tabte håndbold-drama ved EM i Aarhus

    polen-tabte-til-serbien-02

    Mariusz Jurkiewicz blev polsk topscorer med fem mål. Foto: Maja Giannoccaro, polennu.dk.


    AARHUS: Polen tabte den første kamp ved EM i håndbold med 19-20 mod Serbien


    Polen fik ikke den bedste start ved europamesterskaberne i håndbold. I holdets første kamp i gruppe C tabte polakkerne med 19-20 til Serbien.

    Polakkerne havde ellers en lille hjemmebanefordel i kampen. NRGi Arena i Aarhus var langt fra fyldt op, men hovedparten af tilskuerne støttede Polen fra kampens start.

    Usikkert spil

    De to hold fulgte hinanden i starten af kampen. Efter ti minutter var stillingen 5-5, men så kom en periode, hvor begge mandskaber spillede usikkert og lavede mange fejl, blandt andet brændte en af Polens normale stjernespillere, Krzystof Lijewski, flere oplagte chancer.

    Serberne fik først styr på spillet og skabte stille og roligt en føring, som ved pausen var på 13-9.

    Fem gyldne minutter

    Polen kom ind til anden halveg med langt større vilje end før pausen, og da Serbien hurtigt fik en spiller udvist fulgte fem gyldne, polske minutter. Polakkerne scorede fem gange, uden Serbien fik et eneste mål, og førte pludselig med 15-14.

    Serbien fik dog hurtigt udlignet, og Polen begyndte igen at lave mange fejl.

    Stærk polsk målmand

    Tre minutter før tid kom Polen bagud med 18-20. Efter et par brændte chancer fik Polen reduceret med halvandet minut igen, men da serberne 45 sekunder før tid fik straffe, så kampen ud til at være endeligt afgjort.

    Slamowir Szmal havde stået en stor kamp i det polske mål, og han satte en streg under sin styrke og reddede straffekastet.

    Polen formåede dog ikke, at score mere i kampen, som endte med en serbisk sejr på et mål.

    Fejl og brændte straffe

    Polens træner Michael Biegler fremhævede efter kampen de mange polske fejl, som en afgørende faktor.

    Venstrebacken Piotr Chrapkowski pegede også på den høje polske fejlprocent. Desuden nævnte han, at Polen i løbet af kampen brændte tre straffekast.