Krakow er en af de polske byer, der tiltrækker unge sydeuropæere. Foto: Martin Bager, polennu.dk
KRAKOW: Den økonomiske krise i Sydeuropa får mange unge til at søge mod nord. Også Polen får flere tilflyttere fra Spanien, Italien og Portugal.
Mange unge fra de kriseramte lande i Sydeuropa prøver lykken længere mod nord.
Polen mærker også, at flere unge spaniere, italienere og portugisere søger mod landet i jagten på et bedre liv.
Krakow er en af de byer, der i særlig grad oplever sydeuropæernes interesse. De kommer for at søge arbejde i de mange store, internationale virksomheder, som opererer fra byen, skriver The Krakow Post.
En chance i Krakow
Et eksempel er Alejandro Molina, som flyttede til Krakow i oktober 2010, efter han forgæves havde søgt hundredevis af job i sit hjemland Spanien.
Han arbejder nu som it-analytiker i en virksomhed i Krakow.
En af hans kolleger er landsmanden Javier Crego.
– I Krakow fandt jeg et firma, som var parat til at give mig en chance, siger han til The Krakow Post.
Faste mødesteder
Der findes ingen opgørelse over, hvor mange sydeuropæere, der har fået adresse i Krakow, men et af de steder man kan møde dem er i nattelivet.
Por Fiesta Club holder hver torsdag et arrangement, som den kalder Café Madrid. Her mødes unge spaniere og polakker blandt andet for at blive bedre til at tale hinandens sprog.
Italienerne i Krakow har også deres særlige mødested. I løbet af vinteren samles de hver mandag på Movida Coctail Bar.