venedig_kommissionens_formand_gianni_buquicchio
WARSZAWA: Polen kommer stadig længere og længere væk fra sine EU-partnere. Fredag nægtede polakkerne at mødes med Venedig-kommissionen.

Fredag udeblev polske embedsmænd fra et møde med Europarådets Venedig-kommission, der blandt andet har til opgave at undersøge de demokratiske tilstande i Polen. Kommissionen kaldes også for demokratiets vagthund.

Boykot uden fortilfælde

Polakkerne mener, at kommissionen er forudindtaget, uærlig og inkompetent. Udeblivelsen af et medlemsland er helt uden fortilfælde i den europæiske historie.

EU kritik af Polen

EU og flere organisationer har kritiseret Polen for anti-demokratiske tilstande, efter at Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) kom til magten i oktober sidste år. Derfor har EU bedt Venedig-kommissionen om at undersøge forholdene i Polen. Kommissionen har i særdeleshed været efter forholdene omkring domstolene, som i større udstrækning underlægges parlamentets afgørelse.

Udeblivelse annonceret

Udenrigsministeriets talsmand Rafal Sobczak sagde tidligere på ugen, at polske embedsmænd ikke ville deltage i fredagens møde i Venedig-Kommissionen, fordi polakkerne ikke vil legitimere kommissionens arbejde ved at møde op.

Uden betydning

Polen stærke mand, partiformanden Jaroslaw Kaczynski sagde om Venedig kommissionens besøg i Polen i september, at det var helt uden betydning. Han mener ikke, at kommissionen respektere den polske lovgivning, og derfor behøver man ikke at respektere dem. Fredag tog formanden for kommissionen så til genmæle overfor polakkerne:

Upartisk og apolitisk

– Vi er upartiske og apolitiske, siger italieneren Gianni Buquicchio, formand for Venedig-Kommissionen, der rådgiver Europarådet.

– Vi anerkender, at der er blevet gjort noget for at ændre forholdene omkring domstolene i Polen, men det er ikke nok. Der er fortsat en ophobning af negative elementer, der forhindre domstolenes arbejde, sagde Gianni Buquicchio.

Mere europæisk bøvl

I den forgange uge skulle fem franske topministre have besøgt Warszawa, men arrangementet blev aflyst af franskmændene, da Polen valgte at købe nye helikoptere fra USA og ikke fra Airbus i Frankrig, efter et langt forhandlingsforløb. Forholdet mellem Frankrig og Polen er med sagen på et historisk lavpunkt.

USA kritik

Da Barack Obama besøgte Warszawa i juli, kom han også med kritik af den polske ledelse, for de manglende demokratiske tilstande i Polen. Polsk stats-tv fik dog ændret i transmissionen, så man fik den opfattelse at den amerikanske præsident roste den nye regering i Polen.

Afventer rapport

Venedig-kommissionen, der fortsat har kritik af forholdene i Polen på flere områder, skal nu lave en rapport der præsenteres for medlemmerne af Europarådet.