Italienske Pendolino tog kommer efter planen til at køre i Polen i 2014. Foto: Alstrom
WARSZAWA: Polens regering udskyder store investeringer i højhastighedstog til efter 2030. Nye hurtigere tog bliver dog sat ind allerede i 2014.
En storstilet plan om, at Polen allerede i 2020 skulle have jernbanelinijer med højhastighedstog er blevet udskudt i foreløbig 10 år.
Regeringen ønsker ikke at foretage en så stor investering i en periode med stramme budgetter.
Højhastighedslinjerne skal forbinde Warszawa med byerne Lodz, Wroclaw og Poznan.
Fokus på det eksisterende
I forbindelse med højhastighedslinjen er det desuden planen at anlægge en ny lufthavn mellem Warszawa og Lodz. Den samlede investering er beregnet til mellem 32 og 40 milliarder zloty.
– Polen er nødt til at fokusere på at modernisere de eksisterende jernbaner og ikke bruge penge på nye projekter, siger transportminister Slawomir Nowak ifølge Warsaw Business Journal.
Forbedring af nord-syd linje
Forbedringerne af de nuværende jernbaner kommer blandt andet til at omfatte den nord-syd gående linje fra Gdansk over Warszawa til Katowice og Krakow.
Den vil fra slutningen af 2014 blive betjent af italienske Pendolino tog, som kan køre op til 230 kilometer i timen, oplyser thenews.pl.
Egentlige højhastighedstog kan skyde en fart på 350 kilometer i timen.