Polens regering har nu kun en stemmes flertal i Sejmen

    Jacek_Zalek_i_polennu

    Medlem af det polske parlament Sejmen Jacek Zalek for regeringspartiet Borgernes Platform (PO) har forladt partiet. Arkivfoto.


    WARSZAWA: Oprøret i regeringspartiet Borgernes Platform har fået endnu et parlamentsmedlem til at forlade partiet.


    Polens regeringsleder Donald Tusk kan nu kun mønstre en stemmes flertal i det polske parlament. Og det kræver endda at alle regeringspartiernes medlemmer i parlamentet stemmer som regeringen ønsker det.

    Spinkelt flertal

    Torsdag sagde parlamentsmedlem Jacek Zalek nemlig farvel til Borgernes Platform, og han er nu løsgænger. Donald Tusk står nu tilbage med kun 231 af de i alt 460 pladser i det polske parlament bag sig.

    Tre på kort tid

    Jacek Zalek er dermed det tredje medlem af PO der forlader partiet. Den tidligere justitsminister Jaroslaw Gowin forlod gruppen i sidste uge, efter at have tabt en urafstemning i partiet mod formanden. Og før det var det John Godson der havde forladt gruppen. De tre stemte imod finansloven og imod partilinjen tidligere på året.

    Ny gruppe

    Flere politiske iagttagere i Polen, forudser at de tre udbrydere fra regeringspartiet, danner en ny gruppe i det polske parlament Sejmen.

    Der er valg i Polen næste gang i 2015.