Polens regering vil bygge atomkraft-værker

Zarnowiec_i_Polen_hvor_der_bygges_atomkraftværk
Det smukke område i Zarnowiec nord for Gdansk, er et af de steder der indgår i overvejelserne om det første polske atomkraftværk. Arkivfoto.

WARSZAWA: Polens regering vil begynde at bygge det første atomkraftværk i 2026, siger den polske klimaminister. Det skal efter planen stå klar i 2033.


Polens klimaminister Michał Kurtyka siger tirsdag, at landet forventer at tage første spadestik til et nyt atomkraftværk i Polen i 2026. Det første anlæg skal efter planen stå klar i 2033, skriver Polsk Radio.

Kulfyrede kraftværker

Meddelelsen kommer efter, at ministeren mandag havde en videokonference med William Magwood, der er generaldirektør for OECD’s Nuclear Energy Agency (NEA). Den polske klimaminister begrundede her beslutningen med, at hovedparten af ​​Polens kulfyrede kraftværker er forældede og skal udskiftes. Han vil opbygge et energisystem, der er baseret på nul-emission, skriver Polsk Radio.

Tæt på Danmark?

Flere af de steder der er planer om at bygge et atomkraftværk, er i det nordlige Polen, ikke langt fra Bornholm.

Den polske regerings talsmand Piotr Müller har tidligere udtalt, at Polen i øjeblikket forhandler med USA og Frankrig om at bygge det første atomkraftværk i Polen.