Polens største indsamling sætter igen ny rekord

Indsamling
WOSP-chefen, Jerzy Owsiak sammen med Magdalena Adamowicz, enken efter borgmester Pawel Adamowicz, der blev myrdet ved et WOSP-indsamlingsshow for to år siden. Foto: Jens Mørch, polennu.dk.

SZCZECIN: Polens største velgørenheds indsamling – Det Store Juleorkester – har igen i år sat ny indsamlingsrekord.


Siden 1993 har der hvert år været en populær landsindsamling i Polen, Det Store Juleorkester. I år var ingen undtagelse. Indsamlingen begyndte den 12. januar med et stort show, og siden har der været indsamlinger og auktioner over hele Polen og flere andre steder i verden.

Søndag kunne initiativtageren og chefen for festivalen Jerzy Owsiak, gøre boet op, og præsentere det bedste indsamlings-resultat nogensinde. Der er solgt 35 millioner små klistermærke med julehjertet.

Det samlede beløb er opgjort til 186.133.610,66 zloty. Pengene går i år til medicin og udstyr til syge polske børn.

– Det er en enorm stor sum penge, som vi nu kan bruge til at købe medicinsk udstyr for. Og vi overvejer allerede nu, hvad pengene skal bruges til konkret. Vores eksperter har allerede samtaler med hospitaler og læger, sagde Jerzy Owsiak, lederen af festivalen søndag. Han takkede alle der havde bidraget, og sagde samtidig at polakkerne har vist deres gode vilje til at støtte vigtige formål.

186 millioner zloty

Ud af de i alt 186 millioner, kommer de 116 millioner zloty fra raslebøsser og anden indsamling, 68 millioner fra online auktioner og støttebeløb, mens værdien af medicinsk udstyr der er givet fra hospitaler, er på cirka 0,6 millioner zloty. I alt har 120.000 frivillige stået for indsamlingen. De belønnes alle med en gratis tur til Woodstock festival, som også arrangeres af organisationen.

Indsamlingen er også gennemført i Danmark. Her er kvitteringen for bidraget fra Danmark.

Også i Danmark

Tallene fra indsamlingen til Det Store Juleorkester i Danmark kendes også. Her lykkedes det nemlig en særdeles aktiv gruppe af polakker i Greve – og gennem Hundige Fodboldklub – at indsamle og bidrage til det samlede resultat med 55.019,38 zloty fra Danmark.

Udover i Polen og Danmark har der været indsamlinger for Det Store Juleorkester (WOSP) i: Australien, Østrig, Belgien, Kroatien, Cypern, Danmark, Frankrig, Georgien, Spanien, Indonesien, Irland, Canada, Luxembourg, Mexico, Tyskland, Norge, Rusland, Singapore, Slovenien, USA, Schweiz, Sverige, Thailand, Tanzania, Ungarn og England.

Borgmester myrdet under show

Det var ved finale-showet af WOSP i januar sidste år, at den populære borgmester i Gdansk, Pawel Adamowicz, brutalt blev myrdet på scenen. Trods lægernes intense kamp for at redde ham, så blev han erklæret død den næste dag.

De tragiske omstændigheder, og den stigende hetz fra det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) og tv-stationen TVP mod indsamlings-arrangøren, har fået Jacek Owsiak til at meddele, at han ikke længere vil stå i spidsen for Polens største landsindsamling.

Det er også TVP og regeringspartiet der beskyldes for at stå bag den hetz, der førte til mordet på Gdansk borgmesteren.