Politiker stemte ulovligt i parlamentet

    politiker_stemte_ulovligt_i_parlamentet_i_polen

    Malgorzata Zwiercan (tv) blev torsdag ekskluderet fra parlamentsgruppen Kukiz’15 efter at have stemt for både sig selv og sin kollega Kornel Morawiecki (th). Morawiecki trak sig efterfølgende selv fra gruppen. Foto: YouTube.


    WARSZAWA: Partiet Kukiz’15 har ekskluderet en politiker, efter at hun stemte ulovligt for sin kollega i parlamentet.


    Malgorzata Zwiercan fra partiet Kukiz’15 blev torsdag ekskluderet fra partiets gruppe i parlamentet, efter at hun havde stemt for både sig selv og sin kollega ved en afstemning i parlamentet.

    Følte sig dårlig

    Zwiercan fortalte efter afstemningen til TVN24, at hun havde trykket på afstemningsknappen for sin kollega Kornel Morawiecki, fordi han følte sig dårlig og havde bedt hende stemme for sig, mens han forlod parlamentssalen.

    Morawiecki valgte efterfølgende selv at trække sig fra parlamentsgruppen.

    Vigtig afstemning

    Afstemningen var i forvejen meget vigtigt og kontroversiel, fordi den handlede om at vælge en ny dommer til Polens højesteret.

    Højesteret er i øjeblikket de facto sat ud af kraft, fordi den er uenig med Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) om, hvilken lov, der er gældende for Højesteret og hvilke tre dommere ud af i alt seks valgte, der er retmæssige højesteretsdommere. Striden har ført til kritik af Polen fra blandt andre EU, USA og Europarådet.

    Ny dommer valgt

    Højesteret selv og flere oppositionspolitikere har foreslået, at striden kunne løses ved, at parlamentet undlader at vælge nye dommere, når de tre næste dommere går af, og præsident Andrzej Duda i stedet indsætter de tre dommere, som der er uenighed om.

    Med torsdagens valg af en ny dommer, har regeringspartiet vist, at det ikke ønsker denne form for løsning af striden.