LO_møde_polen_polsk_ambassadør_Maja_Giannoccaro_polennu
KØBENHAVN: Polens ambassadør i Danmark langer i en kronik i Jyllandsposten i dag ud efter danskerne over debatten om polakker i Danmark.

Polens ambassadør i Danmark Rafal Wisniewski har følgende debatindlæg i Jyllandsposten i dag:

Polen – østeuropæisk problembarn eller god nabo?

I Danmark eksisterer der forskellige fortællinger om Polen og polakkerne. Nogle af dem er negative og baseret på stereotyper. I den forbindelse bør man overveje, om en negativ og populistisk retorik i Danmark kan fremprovokere modreaktioner fra populister på den anden side af Østersøen.

I disse dage er kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på besøg i Polen, og de ledsages af en dansk erhvervsdelegation, som får følgeskab af repræsentanter for de flere end 500 danske virksomheder, som er til stede i Polen. Men hvad er det for et land, kronprinsen gæster?

Lad os tage et nærmere kig på hinanden. Ærligt og med åbent sind, som det sig hør og bør i forholdet mellem naboer og allierede. Hvilket billede af det moderne Polen og hvilke stereotyper får den almindelige dansker på nethinden, når han følger debatten i Danmark? En debat, hvor Polen og polakker i de seneste måneder har optrådt med en beundringsværdig intensitet. Men har det altid været lige sagligt?

Jeg vil ærligt indrømme – og den ærlighed skylder jeg efter snart fire års ophold i Danmark mine mange danske venner og bekendte – at det ikke er let at danne sig et sammenhængende billede af Polen og polakkerne fra den offentlige debat. Der findes nemlig to forskellige fortællinger.

Den ene fremstiller det moderne Polen som et nyt forjættet land for danskerne. I hvert fald for erhvervslivet, selv om vi polakker gerne ville, at det samme gjaldt for danske turister, studerende, kunstnere, kulturinstitutioner og forskere.

Polen præsenteres her som et ”europæisk Kina” tæt på Danmark. Et land, hvor man med fordel kan få sine varer fremstillet, og hvortil man kan eksportere. I det seneste tiår er den dansk-polske samhandel fordoblet, og den danske eksport til Polen kan frem mod 2020 overgå eksporten til Frankrig eller Holland. Polen byder på en voksende og dynamisk middelklasse og let adgang til mange forskellige typer fagfolk med gode universitetsuddannelser og et stadig bedre kendskab til engelsk. Det seneste årti har været en usædvanligt god periode for Polen. Da vores land for 25 år siden gjorde op med kommunismen, var Polen praktisk talt bankerot, men kort efter styrede vi ind på vækstsporet – hvor vi er blevet lige siden. Som det eneste EU-land oplevede vi plusvækst selv under den europæiske krise. I dagens Europa er Polen ikke længere en del af problemet, vi er begyndt at blive en kilde til løsninger, nye muligheder og energi.

Den udvikling havde ikke været mulig, hvis det ikke havde været for Polens vellykkede transformation, landets indtræden i Nato og tilslutning til EU’s indre marked. Visse danske diplomater og eksperter med kendskab til Polen er villige til at gå et skridt videre. De forudser, at Polen om 15-20 år kan blive ikke blot et nyt Kina for Danmark, men ligefrem et nyt lille Tyskland: Et stort marked tæt på Danmark og en troværdig partner i projekter, som går langt videre end udflytning af produktion og enkle forretningsprocesser. Med polakkerne kan man – og kommer i endnu højere grad til at kunne – samarbejde om fælles forskningsprojekter og opbygge koalitioner, som afsøger muligheder i tredjelande (f.eks. støtte til en reformering af energisystemet i Ukraine og andre af EU’s østlige naboer).

I denne udgave fremstilles Polen stadig oftere som et østersøland, ja, sommetider ligefrem som et nordeuropæisk land, og ikke som postkommunistisk. I den fortælling fremstår polakkerne som ærlige og arbejdsomme folk, der er åbne for forandringer – ikke ulig danskerne.

Sideløbende med den førnævnte fortælling eksisterer der imidlertid en anden og radikalt anderledes fortælling, som på det seneste har taget til i styrke.

I den fortælling fremstår polakker ofte som uhæderlige eller farligt naive ”østeuropæere”, som enten selv bedrager de danske skattemyndigheder og andre kontrolinstanser, eller som lader sig udnytte af andre. Dem, som arbejder 50-60 timer om ugen for ca. 50 kr. i timen. Kort sagt gør de sig med fuldt overlæg og velvilligt skyldige i det famøse fænomen ”social dumping”, der som begreb dækker over alt lige fra åbenlyse lovbrud til arbejde for timesatser, der ligger under det ”normale”, men som er fuldt ud lovlige, om end i strid med danske traditioner.

Det er paradoksalt, at denne stereotyp nu bliver suppleret af endnu en fortælling om østeuropæeren/polakken som en snu dovenlars, der ikke rejser til Danmark for at påtage sig et hårdt arbejde, men derimod for at trække på de rundhåndede danske velfærdsydelser fra dag ét. Det gør ingen forskel, at der fremlægges statistikker og beviser, som klart og tydeligt dokumenterer, at størstedelen af de polske arbejdere kommer til Danmark for at arbejde, og at nogle ikke engang trækker på velfærdssystemet i de tilfælde, hvor de er i deres gode ret til at gøre det.

Det er uomtvisteligt, at det stadig er to forskellige verdener, der mødes på havgrænsen mellem Danmark og Polen, hvilket – ved siden af de mange positive sider – også fører til problemer, misbrug og lovovertrædelser. Det er vores fælles ansvar at arbejde hen imod en systematisk og stilfærdig reduktion af disse problemer. Vi er i Polen åbne for sådanne tiltag.

Det er værd at minde om, at en del af de danske succeshistorier i Polen ikke havde kunnet lade sig gøre, hvis ikke det havde været for Polens relative tilbageståenhed og fattigdom efter 1989. Hvis ikke Polen var blevet ødelagt af Anden Verdenskrig og kommunismen, ville vi ikke i nær samme grad have brug for danske produkter, teknologier og investeringer. Så ville vi have haft vores egne. Vi ville have været mindst lige så rige som Spanien, måske endda som Finland, og kun få ville have lyst til at emigrere fra Polen i dag. Men det ville samtidig være sværere at sælge noget hos os, og langt vanskeligere at investere. Derfor har den situation, som Polen har befundet sig i efter Den Kolde Krig, både skabt øgede muligheder for Danmark (eksport- og investeringsdrevet ekspansion) og visse problemer (de negative sider af arbejdskraftindvandringen – som ellers overordnet set er til fordel for dansk økonomi – grænseoverskridende kriminalitet osv.). Fordelene og visse omkostninger ved integrationen er to sider af samme sag, selv om medaljens bagside – i modsætning til rigtige medaljer – langtfra er lige så stor eller lige så betydningsfuld som forsiden.

Det er naturligvis muligt og sommetider ønskværdigt at ændre lovgivningen på nationalt og europæisk plan for at løse problemer, så længe det ikke fører til diskrimination af EU-borgere. Princippet om ikke-diskrimination gælder i øvrigt ikke kun for menneskers frie bevægelighed. Det udgør fundamentet for hele det frie og indre marked. Hvis vi fjerner eller i betydelig grad indskrænker én af brikkerne i puslespillet, vil hele konstruktionen styrte i grus.

EU’s historie viser, at vi i det lange løb er så nært forbundne med hinanden, at enhver handling fremkalder en modreaktion. For hvem kan i sidste ende forhindre, at snakken om ”græshopper” og krav om forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere og statsborgere fra andre EU-lande bliver mødt med lignende paroler fra den anden side? Hvem vil i denne uvelkomne situation være i stand til at dæmme op for fremkomsten af ”fortalere” for bekæmpelse af importen af dansk kød og smør (»vi har jo vores eget smør, som uden tvivl er sundere og bedre«), og som vil argumentere for en begrænsning af investeringer fra danske svineavlere, bankfolk og supermarkedskæder, og som muligvis reagerer på debatten om social dumping og velfærdsturisme med deres egen udgave af debatten rettet imod kapitaldumping? Er det virkelig det EU, vi ønsker i det 21. århundrede?

Hele det europæiske projekt bygger på tilliden til, at de vedtagne løsninger tjener os alle. Denne tillid er uomgængelig, da vi ikke udgør en nation, men ikke desto mindre integrerer os med hinanden på en måde, der er unik i et globalt perspektiv. Grundlaget for denne tillid er en bestemt måde at tale med og om hinanden, som europæerne udviklede som en del af integrationsprocessen efter oplevelserne i Anden Verdenskrig. Man undgår uretfærdige stigmatiseringer af hele befolkningsgrupper og lande. Man taler om problemer på en saglig måde, og man afstår fra forsimplede forklaringer. Med det rette sprog kan man diskutere alt, herunder bekymringer, som deles af store dele af befolkningen. Problemet er ikke debatten i sig selv, men de potentielle ”bivirkninger”, som kan opstå, hvis der i debatten anvendes et sprog, som opstiller forsimplede løsninger og er løsrevet fra fakta. Hvis sproget i vores debat forgiftes, bliver det svært at opretholde den europæiske tillid, og hvis tilliden går fløjten, forliser hele integrationsprojektet sammen med det indre marked, Schengen og alle de andre fremskridt.

I jo højere grad vi bliver i stand til at tale med og om hinanden i et åbent og imødekommende sprog, desto lettere bliver det at løse de problemer, der måtte opstå som følge af vores tætte naboskab, og samtidig udnytte til fulde de mange muligheder, som naboskabet – især inden for rammerne af den europæiske integration – åbner for os.

Rafał Wisniewski er Polens ambassadør i Danmark