walesa_dokument
Lech Walesa var ikke agent for det Polens tidligere,kommunistiske styre. Det fastslår den mand, som angiveligt skulle have rekrutteret Walesa til at arbejde for regimet.

Lech Walesa samarbejdede ikke med det hemmelige politi under det kommunistiske styre i Polen.

Det fastslår Edward Graczyk, der var officer i kommuniststyrets hemmelige efterretningstjeneste.

Graczyk har heller ikke betalt Walesa for at viderebringe informationer om has kolleger på skibsværftet i Gdansk i løbet af 1970erne.

Graczyks version af historien fremgår af et dokument, som Lech Walesa har offentliggjort på sin hjemmeside.

Samtaler var afhøringer

Beskyldningerne om, at Walesa samarbejdede med kommunisterne fremgik af bogen “De hemmelige tjenester og Lech Walesa – et bidrag til en biografi”, som blev offentliggjort tidligere på året.

Bogens forfattere Slawomir Cenckiewicz og Piotr Gontarczyk udpegede direkte Edward Graczyk, som den agent, der skulle have rekrutteret Lech Walesa som agent.

Edward Graczyk afviser ikke, at han talte med Walesa, men i erklæringen skriver han, at samtalerne havde karakter af “afhøringer, hvor Walesa blev sat under den form for pres, der er karakteristisk for den slags undersøgelser.”

Samarbejde kom ikke på tale

Ifølge den tidligere agent var det under afhøringerne aldrig på tale, at Lech Walesa skulle samarbejde med de hemmelige tjenester eller den polske stat i øvrigt.

– Jeg afviser kategorisk, at jeg rekrutterede Lech Walesa”, skriver Edward Graczyk. Han tilføjer, at han heller ikke har kendskab til, at andre agenter skulle have fået Walesa til at samarbejde. Han afviser også, at han nogenside har betalt Walesa for oplysninger.

Walesa blev første gang udpeget som agenten “Bolek” i 1992 på den såkaldte Macierewicz liste over hemmelige kollaboratører. I 2002 fastslog en undersøgelseskommision, at Walesa ikke havde været agent for kommuniststyret.

Lech Walesa selv mener, at oplysningerne i sin tid blev plantet af det kommunistiske styre for at miskreditere ham, efter han blev indstillet til Nobels Fredspris. Han modtog prisen for 25 år siden.

Se dokumentet på Lech Walesas hjemmeside