Polsk økonomi er blevet mere konkurrencedygtig

    Polen ligger nummer 46 på World Economic Forums liste over konkurrencedygtighed. Arkivfoto: polennu.dk.


    GENEVE: Polen er gået syv pladser frem på listen over, hvor konkurrencedygtige al verdens lande er.


    Skattesystemet, muligheden for at skaffe kapital og et ineffektivt offentligt bureaukrati trækker ned, når den polske økonomis konkurrenceevne skal gøres op.

    Til gengæld tæller Polens stærke uddannelsessystem på plussiden.

    Efter 20 år med reformer af økonomi og samfundets strukturer er Polen nået langt, men landet har stadig en del at arbejde med. ‘

    Syv pladser frem

    Organisationen World Economic Forum har lavet sin årlige liste over konkurrencedygtighed.

    133 lande indgår i opgørelsen. Polen ligger nummer 46, hvilket er syv pladser bedre end året før.

    Bedre offentlig sektor

    Polens forbedrede status skyldes blandt andet målbare forbedringer i kvaliteten af landets offentlige institutioner.

    Det har ført til en højere grad af tillid til landets embedsmænd.

    Lettere virksomhedsstart

    En anden opgørelse, som Verdensbanken har foretaget, placerer Polen som nummer 72 på en liste over, hvor det er bedst at gøre forretninger.

    Verdensbanken nævner Polen som et af en lang række lande, hvor det er blevet lettere at starte en virksomhed.