polen_og_usa_udveksler_erfaringer_om_nationalparker
Eksperter fra den polske nationalpark i Tatra bjergene udveksler erfaringer om brug af vedvarende energi med slovakiske og amerikanske kolleger.

Herbergerne i “De fem søers dal” i Polen får en del af deres energiforbrug dækket af solpaneler.

Brugen af solenergi vil snart sprede sig i nationalparken i Tatrabjergene, som strækker sig ind over grænsen til Slovakiet. Det fremgik af en konference, som i de seneste dage har været afholdt i byen Zakopane, skriver thenews.pl.

Søsterparker

Konferencens deltagere var ansatte og eksperter med tilknytning til Tatra Nationalparken, samt deres kolleger fra Rocky Mountain Nationalparken i USA.

Siden 2007 har de to nationalparker været “søsterparker”. De arbejder nært sammen. Konferencen var et led i den løbende udveksling af erfaringer.

Tre millioner gæster

Brugen af vedvarende energi var konferencens hovedemne, men deltagerne drøftede også, hvordan man kan bruge frivillig arbejdskraft til vedligeholdelse og til at tage sig af de turister, som besøger parkerne.

På det punkt vil Tatra Nationalparken gerne lære af Rocky Mountains, hvor brugen af frivillige er langt mere udbredt end i Polen.

De to nationalparker får hvert år besøg af nogenlunde det samme antal mennesker. De har hver omkring tre millioner gæster.

Nationalparken i Tatra bjergene er på UNESCOs liste over særlig bevaringsværdig natur.